Skal man have løn som forsøgsperson i videnskabelige undersøgelser?

Det reflektoriske og umiddelbare svar på spørgsmålet synes at være ja! Det er i hvert fald hvad Told & Skat svarer, og skatteminister Svend Erik Houmand kræver nu klarhed over de skattemæssige forhold for folk som er frivillige forsøgspersoner i videnskabelige medicinske undersøgelser, og en skarp kontrol med at de beløb, der gives i godtgørelse/erstatning, opgives som skattepligtig indtægt.

Det lidt mere velovervejede og gennemtænkte svar på ovenstående spørgsmål er nej! Den simple forklaring er at de få hundrede kroner der udbetales til en frivillig forsøgsperson for at have stillet sig frivilligt til rådighed som forsøgsperson i adskillige timer, er en godtgørelse eller erstatning for den »svie og smerte« som påføres i forbindelse med videnskabelige forsøg (træthed, ømhed, øgede kostudgifter mv.) og som derfor ikke er at betragte som lønindkomst. Selvfølgelig skal man ikke gøre området »frivillig forsøgsperson« til erhvervsarbejde, et arbejde hvor personer for ussel mammon gentagne gange vil sælge deres »krop« uden hensyntagen til konsekvenserne.

At ændre området »forsøgspersoner« til et skattepligtigt område synes i sig selv at være etisk problematisk og i direkte i modstrid med Helsinki-deklarationen, og dermed med hele princippet bag brugen af frivillige forsøgspersoner til medicinske forsøg. Det er derfor også glædeligt at formanden for etisk komite, professor Mette Rasmussen, har markeret en modstand over for tanken om at ligestille området med erhvervsarbejde. Medvirken i forsøg bør være en frivillig handling med det formål at hjælpe videnskaben. I Danmark har vi en meget høj tradition (og moral) for at personer ønsker at medvirke ved forsøg, enten fordi de føler de gerne vil hjælpe med til at sundhedssystemet bliver bedre, føler at de eller deres familie har fået meget hjælp af sundhedssystemet, eller simpelthen fordi personerne ønsker indsigt i den videnskabelige verden. Der er således ingen personer som deltager for at sikre »indtægten« gennem forsøgsaktivitet. Denne tradition er unik og betyder at der i Danmark frembringes kvalitativt enestående forskning, som langt overgår den som kan frembringes andetsteds (f.eks. USA). Dette understreger Danmarks stærkeste råstof og eksportvare nemlig viden og knowhow, og medvirker således til at øge Danmarks anseelse i udlandet og dermed dets eksportevne.

Skrækscenariet er et »erhvervsmarked for forsøgspersoner«, hvor alle kun deltager i forsøg under forudsætning af fuld kompensation for deres normale erhvervsindtægt (adskillige tusinde kroner), hvor ethvert forsøg kræver uhyrlig høj betaling af kynisk kalkulerende forsøgspersoner, og hvor ansvar samt forsikringsforhold bliver betydeligt mere uigennemskuelige og komplekse (læs udgiftskrævende) end i dag. Samtidig er det svært at forestille sig at statens bidrag til forskningsbevillinger på baggrund af dette vil stige tilsvarende, med det resultat at flere forskningsgrupper må reducere eller ophøre med at udføre forsøg med mennesker og vende sig udelukkende mod dyreforsøg. Det er vel næppe en udvikling nogen ønsker.

Det kan ikke undre, at skattefolk forlanger »lighed for loven« og klapper i hænderne ved tanken om nogle få tusinde ekstra kroner i indtægt, men her bør man holde sig det større mål for øje og vurdere den sammenhæng som dette område bør sættes ind i. I praksis får frivillige forsøgspersoner nogle få hundrede kroner (typisk 300-400 kr.) for at deltage 8-10 timer i en undersøgelse hvor de eksempelvis får taget blod, udtaget vævsprøver fra hud/muskel/knogle, skal udføre et stykke muskelarbejde og får indsprøjtet noget medicin som ændrer nogle kropsfunktioner kortvarigt. En vurdering af de administrative udgifter ved håndtering af sådanne småbeløb i skattemæssig sammenhæng, har ved flere lejlighed vist sig at løbe op i et par hundrede kroner per sag. Provenuet ved det skitserede forslag vil således være meget småt, og også ud fra en praktisk administrativ synsvinkel være uhensigtsmæssig - men vil naturligvis kunne føre til øget offentligt bureaukrati!

Til gengæld er de beløb som gives i erstatning eller godtgørelse til forsøgspersoner guld værd for udbyttet af dansk forskning og bidrager lige akkurat til at give personer en fornemmelse af at systemet værdsætter deres indsats uden at de skal lide derunder. Godtgørelse er »good value for money« i en tid hvor forskningsbevillingerne er yderst begrænsede - specielt fra det offentlige - og hvor forskere må optimere deres indsats for at kunne fastholde Danmarks anseelse i udlandet.

Det er derfor uetisk og uhensigtsmæssigt at gøre området omkring medvirken som frivillig forsøgsperson ved videnskabelige undersøgelser til et erhvervsområde. Det vil således være hensigtsmæssigt - og på tide - at forskningsminister Helge Sander taler med skatteminister Svend Erik Houmand om den misopfattelse som gør sig gældende i Told & Skat, og foranledige følgende:

1. At medvirken som frivillig forsøgsperson i videnskabelige undersøgelser ud fra alle forskningsmæssige og etiske betragtninger ikke er erhvervsarbejde og heller ikke gøres til noget sådant.

2. At derimod sikre, at videnskabsetisk komite får beføjelser til at sikre at den erstatning der ydes for »svie og smerte« er passende lav, for at sikre at ingen får en mulighed for at »overkompensere« og dermed lokke til forsøg med for store beløb. Det er tvivlsomt om det sker overhovedet, men tiltaget vil sikre at de af etisk komite allerede opstillede regler håndhæves yderligere, og sandsynligvis sikre at skattefolk sover roligere.

3. At forskningens sag tales klart over for skatteteknisk orienterede personer, for at sikre en korrekt tolkning af intentionerne med »svie og smerte«-erstatning. Enhver vil kunne forstå det efter en forklaring, men med henblik på hvorledes der landet rundt i øjeblikket er usikkerhed og diskussioner om dette emne, er det helt centralt at forskningsministeren tager teten i dette spørgsmål.

Ved at gøre dette, vil forskningsminister Helge Sander - som det hedder i idrætssproget - træde i karakter, og medvirke til at hjælpe dansk forskning i en tid hvor staten ikke engang kan siges at være tæt på opfyldelsen af Barcelona-aftalen om hvor store beløb der bør bruges på forskning i offentligt regi. At sikre frivillige forsøgspersoner og disses erstatningsgodtgørelse vil endvidere sikre, at Danmarks høje status i udlandet med kvalitativt gode undersøgelser på patienter og frivillige forsøgspersoner kan opretholdes, fordi de virkelig repræsenterer et udsnit af den normale befolkning. Forskningsmini-steren vil derved vise at han virkelig understøtter det vigtigste råstof som Danmark besidder - nemlig viden - noget som i sidste instans vil medvirke til en forøgelse af dansk konkurrenceevne og betalingsbalance.