Skal vi have mere eller mindre generisk substitution/ordination?

Interessekonflikter: Stig Waldorff har været medicinsk direktør i AstraZeneca og har rådgivet firmaer og organisationer, som har relation til Sundhedsvæsenet.

Generisk ordination diskuteres med jævne mellemrum, og for nylig har DADL været med til at tage initiativ til endnu en udredning om generisk substitution [1]. Der findes to grunde til at indføre generisk ordination, den ene er ønsket om at få mest mulig sundhed for pengene, den anden et ønske om at forenkle lægemiddeldistributionen ved at begrænse brugen af handelsnavne.

Fører generisk ordination til mere sundhed for pengene? Det er aldrig bevist, selvom det forekommer indlysende, at øget konkurrence også medfører lavere priser. De foreliggende videnskabelige undersøgelser viser, at der er andet, man bør tage i betragtning ved indførelse af generisk ordination. Det er utvetydigt vist, at substitution giver øget belastning for både apotek, behandler og patient. Væsentligst begrundet i patienternes problemer med at håndtere lægemidler, der skifter både form, farve og indpakning. Det medfører risiko for fejlmedicinering, og det er aldrig undersøgt, om det også har konsekvenser for behandlingskvalitet og samlede sundhedsudgifter. Det er muligt, at de sparede medicinudgifter bruges flere gange på øget antal indlæggelser og kontakter til sundhedsvæsenet.

Kan generisk ordination forenkle lægemiddelbehandlingen? Hvis generisk ordination indføres konsekvent, hvor det også indebærer krav til producent om at undlade at anvende handelsnavn, suppleret med et krav om, at substituerbare lægemidler også skal se ens ud, samme farve og form, og en standard for pakning. Ja så er der ikke tvivl om at det vil forenkle lægemiddelbehandlingen. Det vil kræve en ret vidtgående ændring af EU's lovgivning, og er næppe gennemførligt.

I dag har vi en de facto-substitution, idet apotekerne er pålagt at udlevere billigste alternativ. Og selvom patienten ønsker et dyrere alternativ, er det uden konsekvenser for de regionale lægemiddeludgifter. Den måde, vi har valgt at udøve generisk substitution på, er formentlig ikke den mest hensigtsmæssige. Vi er det eneste land, der tillader, at det foretrukne generiske lægemiddel kan skifte navn, form, farve, form og indpakning hver 14. dag. Det medfører, at de konsekvenser, denne substitution har for behandlingskvaliteten, formentlig er betydelig mere negative end det, man har set i samtlige videnskabelige undersøgelser.

Før vi diskuterer, om vi skal have mere eller mindre generisk substitution, skal vi have undersøgt, om den form for substitution, vi har, giver mere eller mindre sundhed for pengene. En kreativ udnyttelse af de registre, vi har om lægemiddel og sundhedsydelsesforbrug, burde kunne give den ønskede viden.