Skip to main content

Skydsgaard, M.A.: Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin

♠ Professor Jens F. Rehfeld E-mail: rehfeld@rh.hosp.dk

30. maj 2008
2 min.


Morten Skydsgaard er læge, han har i en del år studeret medicinens historie og er nu museumsinspektør på Steno Museet ved Aarhus Universitet. Han har skrevet en ph.d.-afhandling om »Ole Bang og den sidste hippokratiske medicin«. Afhandlingen er nu omarbejdet og udvidet til en smukt illustreret bog.

For Ugeskriftets læsere kan Ole Bang (1788-1877) måske umiddelbart forekomme støvet og irrelevant. Han havde ganske vist en imponerende indflydelse på sin samtids sygdomsopfattelse, lægeuddannelse og sundhedsvæsen, men allerede i sidste del af 1800-tallet distancerede mange sig fra hans ideer. Ole Bang var usædvanligt arbejdsom og udholdende. Han har efterladt sig mange skrifter og vedblev trods dårlig hørelse og syn med at forelæse, til han var 86 år. Dengang havde studenter imidlertid respekt for ældre professorer, så de aftalte, at mindst ti ad gangen mødte til Bangs forelæsninger - mod at få kaffe og kage af auditoriebetjenten. I øvrigt kunne de under forelæsningen studere uforstyrret af Bangs mumlen ved katedret.

Morten Skydsgaards bog er imidlertid dybt fascinerende. Nok er Ole Bang og hans liv omdrejningspunkt, men bogen handler i virkeligheden om tidens sygdomsforståelse, lægekunst og sundhedsvæsen i både dansk og europæisk perspektiv. Det er mildt sagt lærerigt i dag at erfare, hvor ineffektivt for ikke at sige forvrøvlet meget af 1800-tallets lægearbejde var. Og det er jo ikke længe siden. Ved at lade bogen handle om personen Bang opnår Skydsgaard at gøre 1800-tallets medicin nærværende og personligt.

Som tidens andre europæiske koryfæer havde Bang også udarbejdet et overordnet »system«, der hvilede bl.a. på: 1) naturens helbredende kraft, som lægen blot bør fremme - »Medicus naturae minister et interpres«, 2) forståelsen heraf, der var baseret på nøje iagttagelse af den enkelte patient. Bang var berømt for sit særlige kliniske blik, og 3) den efterfølgende terapi, som oftest var evakuerende og bestod i udtømning af enhver form for kropsvæske (slim, spyt, sved, blod, mavesaft, tarmsekreter etc.).

Selv om tarmskylninger nu igen er på mode, har ikke meget af Bangs »system« overlevet. Men han skal dog krediteres for at have etableret egentlig klinisk undervisning, indført journaler og medvirket til stetoskopiens indførelse i Danmark.

Morten Skydsgaards bog giver et levende og nuanceret billede af det 19. århundredes lægekunst med linjer tilbage til Hippokrates . Sproget er let og spændstigt. Man glider ubesværet gennem beskrivelsen af datidens besværlige tiltag. Enhver læge bør unde sig at læse bogen, der samtidig giver et fint overblik over fordums medicin. Et noteapparat på 716 numre og en litteraturliste med 345 referencer borger for substansen. Bogen er en oplagt gave til kandidater, doktorander eller blot diverse runde fødselarer.