Slut med samtaler i Region Midt

Interessekonflikter: Forfatteren er PLO-redaktør

For ikke så lang tid siden lyttede vi til regionernes skåltaler om en psykiatri i verdensklasse. Nu har Region Midt opsagt ydelsen for samtaleterapi i almen praksis fra den 1.1.2011. Hvor blev de oprindelige visioner for et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæsen for de svageste mon af?

»Udviklingen i hospitalssektoren går mod større og mere specialiserede enheder, hvorfor almen praksis i højere grad skal udfylde funktionen som det borgernære sundhedstilbud«, lød det i Region Midts visionsplan fra 2008. Psykiatrien - som har store kapacitetsproblemer - er ikke nogen undtagelse i den sammenhæng. Det er svært for patienter med ikkepsykotiske lidelser som angst og depression at komme gennem nåleøjet til specialisten. Forståeligt nok, for der er godt 500.000 af dem. Derfor er der stor interesse for såkaldte shared care-løsninger, hvor almen praksis udfører det patientnære, tidskrævende arbejde i et tværfagligt samarbejde med psykiatrien. Sundhedsstyrelsen har lavet referenceprogrammer og DSAM har udarbejdet behandlingsvejledninger for at kvalificere praksissektorens tilbud til patienter med angst og depression. Der er en vejledning undervejs om funktionelle lidelser. Der er lavet e-learning-programmer om håndtering af stress og jobfastholdelse. »Bestil en samtale hos din læge«, stod der for nylig at læse i Beskæftigelsesministeriets folder til den sygemeldte.

Det skorter således ikke på ideer til, hvilke problemer vi skal løse i praksis; netop ved hjælp af samtaler. Den gode nyhed er, at praktiserende læger finder denne del af arbejdet så væsentlig, at vi modtager kontinuerlig supervision for at blive bedre til at løse opgaven. Den dårlige nyhed er, at Region Midt ikke længere vil betale os for dette arbejde. Hvor er logikken? Man får en kedelig fornemmelse af, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør.

Som sædvanlig er det de svageste, det går ud over, når tilbuddet om samtaler i almen praksis bortfalder. Patienter, der har en sundhedsforsikring kan få psykologhjælp, ligesom de, der falder ind under sygesikringens snævre kriterier, kan få et vist tilskud. Men mange mennesker har ikke råd til egenbetalingen, og en del har så få resurser på anden vis, at de ikke magter at finde vej gennem målgruppe- eller behandlingsjunglen. Derimod kan de finde ned til deres egen læge, som kender dem og deres livsomstændigheder. Og i bedste fald kan en hjælp, der ydes hurtigt og på basis af et mangeårigt tillidsforhold, bringe en kuldsejlet person på ret køl igen i løbet af få samtaler.

Kritikken har været, at ydelsen for ofte blev brugt som en enkelt eller måske to samtaler, mens ordningen oprindeligt var tænkt som forløb. Så i princippet har lægerne gjort sig skyldige i at bruge for få samtaler. Men hvad hvis ydelsesmønsteret afspejler behovet? Er 366 kr. dyrt for en halv times psykoterapi? Den stress- eller kriseramte har måske kun brug for en eller to gange hos en læge, der kender ham, før der er tilstrækkelig klarhed over situationen til, at han selv kan komme videre? Hvis det er evidens, der savnes, kan Forskningsenheden for Almen Praksis givetvis bistå med at undersøge dette nærmere.

At fjerne samtaleydelsen vidner om mangel på respekt for det arbejde, der udføres. Det virker heller ikke befordrende for tilliden til de aftaler, almen praksis indgår med regionen. Og der er behov for tillid til stabilitet i ydelsesfundamentet, hvis efterspørgsel efter udvikling i praksissektoren ikke skal få en hul klang.

Hvad stiller vi op i Region Midt, når det næste referenceprogram, som fordrer samtalebehandling dumper ind af brevsprækken? Mon »Reklamer - nej tak«-begrebet kan udvides?