Smertegrænsen er nået

Det var rart at læse indlæg i Ugeskr Læger 2005;167:4582 fra Elo Aagaard (EA), som tog bladet fra munden og sagde det, vi andre tænker.

For meget arbejde til for lidt løn. EA påpeger mangel på professionelle forhandlere, hvilket jeg kan tilslutte mig. Vor formand Michael Dupont (MD) mener, som jo nok en formand mene skal, at det hele jo går godt nok, men svarer her åbenbart fra et forum, jeg ikke kender. Jeg har ikke længe mødt tilfredse kolleger, og da jeg rejser en del rundt til disse, skulle jeg mene at have truffet et repræsentativt udsnit heraf. De eneste, der mener sig nogenlunde tilfredse, er praktiserende læger på deltid og med nichelønninger fra specielt fagforeningsjob.

Ad honorar

Det skal nævnes, at blot at nå den almindelige prisudvikling langtfra er nok. Vor realløn er år for år faldet i forhold til andre akademikere siden 1988. Der skal helt andre boller på suppen og nytænkning til. I Tyrkiet var jeg på ferie og så opslag om »lægens« honorar for en konsultation kr. 450. En advokat i Danmark får sjældent mindre end et timehonorar på kr. 1.500-2.000 ... Og hvor er vi så henne i forhandlingerne om: en lille stigning af konsultationshonorar på kr. 108,05?

Ad PLO-ledelse

Det er åbenbart samme uddannelse, forskellige forhandlere har haft gennem alle årene, jf. manglende indfriede forventninger, eller er det uklare mål, som ikke er præcist defineret af de praktiserende læger ude i landet? Var det ikke netop det, en enqueteundersøgelse specielt burde have indeholdt: Hvad er dine krav til honorering fremover?

Ad prognosen for almen praksis

MD mener, at der er rekrutteringsmuligheder til almen praksis, men det er der ikke, hvor jeg kommer fra. Vi var to, der søgte vikar. En annoncering efter en sådan gennem længere tid gav ingen henvendelser overhovedet! Flere praktiserende læger har givet op og er flygtet fra praksis. Dette bagatelliseres/negligeres centralt fra. Jeg har spurgt sidste års medicinstuderende, Syddansk Universitet, de sidste tre år om lysten til at komme i almen praksis. Svaret var generelt klart: glem det. MD's indlæg kan jeg således ikke få til at passe ind i den virkelighed, jeg befinder mig i.

Det er med lige dele undren og forbavselse at konstatere, at kommende kaos/krise (for den kommer) ikke giver anledning til basal, gennemgribende intervention fra bestyrelsen, PLO, der for alvor sover i timen. Med det arbejdspres, der øges p.t., vil det ikke undre mig, at vi kommer til at se en del sygemeldinger fra vore praktiserende kolleger pga. stress. Hvis en ud af 3-4 er væk fra praksis blot få dage, bryder kaos ud.

Hvad klokken er slået (EA), eller hvilken tidszone, vi befinder os i (MD), er uden betydning.

Vi har uret, men ikke tiden.