Skip to main content

Smid dog fordommene

Stud.med. Helen Latifi, Syddansk UniversitetE-mail: helenpersian@hotmail.com

13. feb. 2006
2 min.

Jeg er forarget over den hårde tone, som man nu er begyndt at bruge i de danske medier vedrørende islam, og at det nu har bredt sig til også at omfatte Ugeskrift for Læger, er rystende. Det drejer sig om kvindelige muslimske læger, der rent faktisk er født her i landet, har taget en uddannelse og nu bidrager til samfundet på smukkeste vis med deres kompetencer. Disse har tilfældigvis valgt at dække sig lidt mere til end det sædvanlige på grund af personlige overbevisninger. Det er en forkastelig måde at fremstille sine muslimske kolleger på. A. Pachaïs »bidrag« til debatten (Ugeskr Læger 2005;168:81) ved at nedgøre og ligefrem væmmes ved synet af tørklædet har sandelig overrasket mig.

Sikke en »open-minded« og »kultiveret« læge, patienterne møder, når denne har ansvar for behandlingen af patienter med vidt forskellig baggrund, hvad angår religion, race og køn.

For mig lyder det som ren religiøs intolerance af den værste gammeldags og uoplyste skuffe at dømme ud fra en anden persons religion. Efter min mening bør man som læge være accepterende over for forskellige mennesker med forskellige livsankuelser. Det vil være det samme som at dømme mennesker med et kors om deres hals og ligefrem væmmes ved synet af dem. Sikke et ramaskrig, der ville lyde, hvis en muslimsk læge i Danmark udtrykte det samme om kors om halsen. Det er jo uacceptabelt og tankevækkende!

Må jeg have lov med min egen iranske baggrund at minde min kommende kollega A. Pachaï om, at vi lever i et samfund, som er meget anderledes end det iranske. Her i Danmark vægtes individualismens frihed højt, og hun har jo selv mærket på sin krop og sjæl, hvordan det er at bo i et totalitært samfund, hvor forskelligheder ikke toleres som i Danmark.

Grundlaget for vores sameksistens skal være opbygget på tolerance, åbenhed og forskellighed.

Jeg beundrer mine muslimske kollegers styrke og mod for at bære tørklædet på trods af den massive modvind mod muslimer og Islam i dagens Danmark. De er så sandelig brobyggere og dialogskabere ude på sygehusene.

Jeg vil endvidere gøre disse læger, samt resten af Ugeskriftets læsere, opmærksomme på, at ikke alle iranere med flygtningebagrund tænker og deler de samme intolerante synspunkter som A. Pachaï. Denne bør i stedet som en sand akademiker sætte sig ind i faktuel viden om islam i stedet for at dømme på baggrund af et regimes syn. Mig bekendt er det nemlig ikke god pli at deltage i en debat, hvis man er uvidende om selve debatemnet.