Social ulighed i sundhed som politisk problem - en kort visit?

Ufaglærte mænd har langt større risiko for at dø tidligt end mænd, der er højere funktionærer. Lavt uddannede kvinder har dobbelt så stor risiko for at føde undervægtige børn som højtuddannede kvinder. Der er således store forskelle i sygelighed og dødelighed mellem sociale grupper. I betragtning af, hvor stor rolle ønsket om at øge den sociale lighed har spillet på mange områder i samfundet, er det påfaldende så sent den sociale ulighed i sundhed fik politisk bevågenhed i Danmark.

I 1984 vedtog den europæiske region i WHO programmet Sundhed for alle i år 2000. Det første mål i dette program var, at forskelle i sundhed mellem lande og mellem grupper inden for landene skulle reduceres. Danmark tilsluttede sig på linje med andre lande programmet. Der forekom i den efterfølgende politiske debat og politiske udmeldinger hyppige henvisninger til WHO's program, henvisningerne vedrørte dog ikke målet om øget lighed. Det skulle vare 14 år før den sociale ulighed i sundhed blev formuleret som et politisk problem fra Folketingets talerstol, nemlig i den daværende sundhedsminister Birthe Weiss' sundhedspolitiske redegørelse til den 13. januar 1998. Middellevetidsudvalget behandlede i 1994 emnet med den sociale ulighed i sundhed, men det førte ikke til en politikformulering. I 1999 kom den socialdemokratisk-radikale regering med sit folkesundhedsprogram. Her var et af de to hovedmål at reducere den sociale ulighed i sundhed. Spørgsmålet var således tilsyneladende havnet meget højt på den sundhedspolitiske dagsorden. Midlet til at reducere uligheden skulle ifølge programmet især være en indsats over for marginaliserede og udsatte grupper, hvor ansatte i social- og sundhedsvæsenet skulle spille en central rolle. Der stod bl.a., at »den praktiserende læge er en nøgleperson, når det gælder en forstærket indsats for at nedbringe den sociale ulighed i sundheden« (1).

I folketingsdebatten den 20. januar 2000 om programmet var der stor opbakning om, at den sociale ulighed skulle reduceres. De nuværende regeringspartier var dog ikke enige med den daværende regering om midlerne. Preben Rudiensgaard sagde: »Venstre går ind for, at der er social lighed i sundhed, og social lighed opnås bedst ved, at alle borgere får den maksimale frihed til selv at vælge, hvorledes man ønsker at tilrettelægge sit liv.« Hans forventning var således, at de socialt dårligt stillede ville vælge en sundere livsstil, hvis de fik større handlefrihed. Hvordan denne frihed skulle øges, kom han ikke nærmere ind på. Mere konkret i sine forslag var Henriette Kjær fra Det Konservative Folkeparti: »Jeg synes, det er uhyggeligt, at de dårligst stillede grupper i Danmark også er mere syge og lever mere usundt end de bedrestillede, og jeg mener, der skal gøres en indsats. Man kan lave fælles spisning, hvor man sammen laver maden og lærer at lave den billigt og sundt. Gulerødder, hvidkål og kartofler er jo billige råvarer, og man kan lave en masse spændende ud af det.« Selv om det var ret forskellige midler, der blev foreslået, var der ikke uenighed om målet: at reducere den sociale ulighed.

På trods af, at der også fra Venstres og de konservatives side dengang i 2000 var manifest støtte til at prioritere social ulighed i sundhed som et væsentligt politisk problem, taler den nuværende regering i sin første sundhedspolitiske redegørelse (2) ikke om social ulighed, men nævner, at der er forskelle (et mindre ladet begreb end ulighed), som man især skal gøre noget ved med mere oplysning til de dårligt uddannede. Den sociale ulighed, eller de sociale forskelle, i sundhed nævnes heller ikke i beskrivelsen af sundhedsudviklingen i landet.

Det bliver spændende at se, om den sociale ulighed fortsat er på den politiske dagsorden, når regeringen kommer med sit nye sundhedsprogram til september, eller om problemet med social ulighed i sundhed er gledet helt ud, og dermed kun fik lov til et meget kort besøg på den danske politiske dagsorden.