Skip to main content

Sølvmedalje til det danske sundhedsvæsen

Ledende overlæge, dr.med. Niels Gadsbøll, Medicinsk Afdeling, Køge Sygehus. E-mail: nga@regionsjaelland.dk

15. feb. 2013
6 min.

I det sidste år har Danmark oplevet en sand regn af medaljer. Vi vandt EM-guld i håndbold i januar 2012, og ved OL i London i august blev det til to guld-, fire sølv- og to bronzemedaljer. Året sluttede med en bølge af VM-medaljer i svømning, og det er kun få uger siden, at vores mandlige håndboldhold vandt sølv ved VM i håndbold i Sevilla. Alle medaljetagere er blevet hyldet på behørig vis, men der er én medaljetager, der kun har fået beskeden omtale: det danske sundhedsvæsen.

I maj 2012 offentliggjorde Health Consumer Powerhouse (HCP) resultatet af sin undersøgelse af 34 europæiske landes sundhedsvæsener. Holland fik guld, Danmark sølv og Island bronze.

Sølvmedaljen er en opmuntring for danske patienter, politikere og ansatte i sundhedsvæsenet. Det virker, som om den betydelige indsats, der i de seneste år er gjort for at forbedre vort sundhedssystem, har båret frugt. Danmark er gået fra en niendeplads i 2007 til en andenplads i 2012. Hvad er der dog sket?

HCP er en europæisk organisation med svenske rødder, der siden 2005 har lavet sammenlignende analyser af europæiske landes sundhedsvæsener ud fra en patient-/brugersynsvinkel.

Topscorer

I 2012 blev Danmark den absolutte topscorer, hvad angår patientrettigheder. Det er langtfra en selvfølgelighed, at en patient har ret til journalindsigt, kan få en second opinion eller har mulighed for frit sygehusvalg. Vi har tradition for, at patientforeninger høres i lovgivningssager, og den enkelte patient kan - via talrige websites - søge information om praktiserende læger og hospitaler, læse sin egen journal og søge lægmandsinformation om sin medicin.

Danmark har også en førerposition, hvad angår udbredelsen af elektroniske journaler og recepter, digital tilgang til laboratorietal, røntgenundersøgelse etc. Vi er så småt ved at få et system, hvor man umiddelbart kan få overblik over disse patientdata. Inden længe er den tid slut, hvor vi skal bruge kostbar sekretærtid på at hente journaler fra fjerne arkiver eller spilde tid på at kopiere papirjournaler. Svært læselige, håndskrevne recepter er erstattet af elektroniske, som patienten kan få indløst på alle danske apoteker.

Snart har alle patienter deres aktuelle medicinliste og tidligere recepter liggende på Fælles Medicinkort (FMK). Dette giver den praktiserende læge, speciallægen og lægen på sygehuset mulighed for at sikre, at den ældre og svage patient får den korrekte medicin. FMK vil, når det er fuldt indført, efter undertegnedes mening repræsentere et af de største fremskridt for den medicinske patient inden for de sidste 20-30 år.

Patient så 32 læger på fem uger

Det er en væsentlig pointe i rapporten fra HCP, at et brugervenligt sundhedsvæsen er en forudsætning for høj kvalitet. Det er afgørende, at magtgabet mellem »systemet« (»vi alene vide-holdningen«) og patienten fjernes. En anden pointe er, at de højestscorende lande har en høj grad af offentlig finansiering af deres sundhedsvæsen.

Det er en mangel ved undersøgelsen, at den kun har få data vedrørende den direkte patientoplevede kvalitet, men som ansat i hospitalsvæsenet er der et kritikpunkt, man gang på gang hører fra patienter og pårørende: Der er alt for mange forskellige læger involveret i behandlingen af den enkelte patient. Hver dag er der en ny læge, der stiller de samme spørgsmål, som blev stillet dagen før. Hvor er den læge, der kender patientens sygehistorie til bunds, kan informere om behandlingsplanen og følge patienten til dørs?

Vi har i vores egen afdeling for nylig foretaget en analyse af et uheldigt patientforløb. En alvorligt syg patienten var i løbet af fem uger indlagt på såvel kirurgisk som medicinsk afdeling og blev i dette tidsrum tilset af 32 forskellige læger! I alle tilfælde var der tale om en korrekt, enkeltstående vurdering og behandling af patienten, men man spørger sig selv: Var patientens forløb blevet et andet, hvis der havde været færre læger indblandet?

For nogle år siden var der en debat i BMJ foranlediget af en patient med kompliceret brystkræft, der var blevet behandlet på tre forskellige afdelinger og af seks forskellige behandlerteam. Alle havde gjort præcis, hvad de var blevet bedt om, men ingen havde reageret på patientens langsomt aftagende nyrefunktion, hvilket blev den umiddelbare årsag til patientens død. Overskriften på debatindlægget lød: »Will the lead clinician please stand up?« Med henvisning til førnævnte eksempel, hvor 32 læger tilser den samme patient i løbet af patientens indlæggelse, får man på samme måde lyst til at spørge: Vil den ansvarlige overlæge venligst rejse sig op?

Det kniber med kontaktpersoner

Ifølge sundhedsloven har indlagte og ambulante patienter krav på en kontaktperson, dvs. en sundhedsfaglig person med særligt ansvar for patienten. Men for vores egen afdelings vedkommende må vi desværre konstatere, at vi på trods af de bedste intentioner, omlægning af arbejdsgange, ændrede fremmødeplaner og opprioritering af stuegang på bekostning af vores ambulante tilbud har yderst svært ved at leve op til dette helt rimelige krav. Det samme gælder antageligt for langt hovedparten af danske hospitalsafdelinger.

Imidlertid har det vist sig, at det er en nærmest umulig opgave at etablere et ordentligt læge-patient-forhold inden for de rammer, der bestemmer vores arbejdstilrettelæggelse. En yngre læge har i dag en 37-timers arbejdsuge inkl. 30 minutters daglig frokost; altså en effektiv arbejdstid på ca. 35 timer pr. uge. Hvis denne læge har en aftenvagt kl. 15.30-08.30 (17 timer) hver ottende dag, bliver der ikke mange almindelige dagtjenester tilbage, hvor pågældende kan deltage i stuegang eller arbejde i ambulatoriet. Når der er korrigeret for ferie, sygdom, kurser etc., vil der være ca. 64 hverdage pr. år, hvor vedkommende kan være til stede i almindelig dagarbejdstid. Det er trist, at mange dygtige og engagerede yngre læger således parkeres på sidelinjen og ikke i tilstrækkeligt omfang inddrages i afdelingens daglige drift. For speciallæger med lavere vagtbelastning er tilstedeværelse i dagtid naturligvis bedre, men den enkelte speciallæge levnes ikke megen mulighed for at påtage sig et særligt ansvar for en indlagt patient, når ambulatoriet, de subakutte patienter i daghospitalet og undersøgelsesstuen etc. også skal passes. Det gør ikke sagen nemmere, at vi alle i stigende grad må afsætte tid til evaluering og dokumentation af alting.

I takt med at vi har fået et mere og mere velfungerende »system«, har vi givet køb på den nødvendige personlige relation mellem patient og læge. Teamarbejde, tjekskemaer og formaliserede patientforløb hjælper med til at sikre, at flest mulige patienter behandles bedst muligt, men hvad med de patienter, der kræver en ekstraordinær indsats?

Hvorfor ikke gå efter guldet?

Det er en overordentlig flot præstation, at det danske sundhedsvæsen har fået en sølvmedalje, men hvorfor ikke gå efter guldet? En forbedret patientbehandling kræver, at vi i højere grad satser på den personlige dimension mellem patient og behandler. Alle indlagte og ambulante patienter har krav på at have en læge og sygeplejerske med særligt ansvar for den en kelte. Når dette ikke er tilfældet, skyldes det i visse tilfælde, at personalenormeringen ganske enkelt er for ringe. I andre tilfælde må det erkendes, at de rammer, der definerer vores arbejdstilrettelæggelse, herunder overenskomster, er uhensigtsmæssige og derfor må laves om.

Vi har netop vundet sølv i Sevilla - vi er verdens næstbedste håndboldhold - men det var guldet vi gik efter. Bør vort sundhedsvæsen ikke gøre det samme?

»Will the lead clinician please stand up?«

Interessekonflikter: ingen