Som læger bryder vi loven - for patienternes skyld

Under min turnustid på medicinsk afdeling havde jeg en kinabog i kittellommen, hvor jeg gemte patientlabels på alle de »udfordrende« patienter. Det var dem, hvor jeg var i tvivl om diagnosen, eller om den behandling, jeg havde givet, nu også var den rigtige. Med skiftende vagter, kursusdage og stuegang på forskellige afsnit mødte jeg ofte ikke de indlagte patienter igen. Lommebogen gav derfor en unik mulighed for at følge op på patienterne, og en af de sidste dage på afdelingen blev tilbragt med journallæsning i hospitalets journaldepot. Det var en fantastisk læringssituation, men blev besværliggjort af, at flere journaler ikke var i depotet, og af at nogle patienter var blevet overflyttet til andre hospitaler, så jeg ikke vidste, hvad der efterfølgende var sket med dem.

I dag har vi som yngre læger langt bedre læringsmuligheder. It-systemer giver mulighed for at gemme patientens CPR-nummer, og man kan når som helst slå op og se patientens forløb på alle regionens hospitaler. Systemet har enorm læringsværdi, da vi som læger kan følge op på de undersøgelser og behandlinger, vi har sat i gang. Det gør, at vi lærer af vores fejl, og giver i sidste ende bedre patientbehandling. En anden gevinst er, at eventuelle utilsigtede hændelser bedre kan identificeres. Eksempelvis når en af de diagnostiske undersøgelser, man har bestilt, ikke er blevet udført, hvilket har resulteret i forsinket diagnostik og således forsinket behandling. Indberetninger kan være med til at forhindre fremtidige lignende fejl, men kræver at man bliver opmærksom på dem.

Desværre er alle disse fantastiske muligheder i strid med persondataloven og dermed ulovlige. Region Hovedstaden har for nylig indskærpet, at læger ikke må søge information på patienter, som ikke indgår i et aktuelt behandlingsforløb hos den enkelte læge. Det vil sige, at man ikke må se, om den person, der blev henvist til infiltratenheden, rent faktisk havde lungecancer, eller om den »raske« patient, man sendte hjem fra skadestuen, ikke efterfølgende blev indlagt med noget, man havde overset. Rent praktisk giver det også problemer med at gennemføre vores speciallægeuddannelse. Her bruger vi eksempelvis it-systemerne til at indsamle cases til journalaudit, en praksis, der formentlig er ulovlig, fordi man ikke længere har patienterne i behandling.

Som læger er vi omfattet af tavshedspligt, og de fleste patienter er vel kun glade for, at vi følger op på dem og tjekker, om de tanker, vi havde gjort os, nu også var de rigtige. Det virker helt tosset, at læger skal bryde loven for at gennemføre deres videreuddannelse og udføre deres arbejde ordentligt.