Som man spørger, får man svar

Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen, redegør i Ugeskriftet 2005;167:3722 for foreningens politik vedrørende specialeråd. Det er glædeligt, at Overlægeforeningen har fokus på dette vigtige område, der har stor betydning for amters og de kommende regioners sundhedsplanlægning.

Jeg er helt enig i Erik Kristensens synspunkter om vigtigheden af at undgå »sognerådspolitik« i specialeplanlægningen men i stedet få en gennemtænkt og levedygtig specialeplanlægning i regionerne.

Erik Kristensen mere end antyder, at nogle amter har etableret tilbud og behandlinger, der er i strid med Sundheds-styrelsens anbefalinger. Ligeledes har nogle amter valgt at nedlægge de tidligere specialeråd. I stedet indhentes den faglige rådgivning ad hoc - ofte via ledelsessystemet.

Kvaliteten af faglig rådgivning, der indhentes på denne vis, kan være helt i orden. Men hvis der på nogen måde rejses tvivl om berettigelsen eller placeringen af den faglige aktivitet, står den rådgivende part dårligt og meget alene. Endvidere kan det være ganske svært at rådgive på et solidt fagligt grundlag, hvis amts/regionsforvaltningen på forhånd har defineret svaret. Man fristes til at kalde dette for »Som man spørger får man svar«-modellen.

En af de store udfordringer bliver at sikre, at lægefaglig rådgivning overalt i landet rent faktisk sker via en forsamling af læger (i modsætning til enkeltpersoner) med dokumenteret fagligt kendskab til problemstillingen og Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området. Endvidere bør rådgivningen ideelt være frigjort af ledelsessystemet.

En måde at fremme dette er fra lægefaglig side at gå i offensiven. Jeg vil foreslå, at man over for alle nye regioner præsenterer en »færdig« rådgivningsstruktur, der tager højde for dette. En mulig samtalepartner til drøftelse af dette kunne være afløseren for Amtsrådsforeningen. Det kræver da en vis portion skepsis, hvis man på forhånd afviser en model for en velfungerende lægefaglig rådgivning.