Skip to main content

Speciale i akutmedicin – ja eller nej?!

Jeg er så heldig at arbejde i Akutafdelingen, Holbæk Sygehus, hvor jeg som flowmaster var med til at modtage en uheldig ældre kvinde.

Overlæge Jakob Greve Carlsen, Akutafdelingen, Holbæk Sygehus
E-mail: d336920@dadlnet.dk
Interessekonflikter: medlem af Dansk Selskab for Intern Medicin, Dansk Selskab for Akutmedicin, Dansk Selskab for Geriatri, Lægeforeningen og Socialdemokratiet, godkendt inden for fagområdet akutmedicin, speciallæge i intern medicin: geriatri.

8. feb. 2016
3 min.

Kommentar til nyhedsartiklen ”Læger skal favne mere bredt” i Ugeskrift for Læger 2/2016 (s. 108-9).

Jeg er så heldig at arbejde i Akutafdelingen, Holbæk Sygehus, hvor jeg som flowmaster var med til at modtage en uheldig ældre kvinde. Hun havde gennem længere tid haft vekslende diarré. Denne dag nåede hun ikke toilettet, før det gik galt, helt galt. Der kom så meget, at hun gled i det. Det gjorde ondt, mest i hånd og hofte. Hun kunne ikke komme op at stå, og hendes husbond måtte ringe 112.

”Velkommen”, kunne jeg kort efter sige, med sikker stemmeføring, da hun var min patient. Lidt senere kunne jeg desværre også sige: ”brækket hofte, operationskrævende brud i hånden, men først Hjerteafdelingen”. Et besøg på Hjerteafdelingen var nødvendigt før operation, pga. atrieflimren med frekvens ca. 160/min og S-kaliumkoncentration 3,2 mmol/l. Plan for operation af indkilet collum femoris-fraktur og kompliceret femte metakarp-fraktur blev lagt. Hun fik kalium p.o. (operation efterfølgende dag) og i.v. – før digitalisering. Blodtrykket var o.k., hun var let dehydreret og havde bl.a. diabetes mellitus type 2 (i metforminbehandling).

Hvis patient ville hun mon have været på et stort specialiseret hospital? Kardiologisk, ortopædkirurgisk eller måske gastromedicinsk … med behørig koordinering med endokrinologerne og nefrologerne, selvfølgelig.

Vi har snart 24 akutsygehuse med 24 akutafdelinger, men uden en akutlæge/-sygeplejerske. Er det det, vi vil? Som Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, udtaler, er et nyt speciale i akutmedicin måske ikke løsningen på alle udfordringerne, men vil vi ”prioritering med åbne øjne”, bliver Lægeforeningen nødt til at bestemme sig – ja eller nej til et akutspeciale?!

På trods af udfordringerne ved et nyt speciale i akutmedicin har jeg svært ved at se alternativet. Praktiserende læger som fastansatte i akutafdelingerne? Intermedicineren er afskaffet for flere år siden. Personligt drømmer jeg dog om en dag at høre en stemme i sygehusets højtaler sige: ”En akutgeriater til skadestuen, tak”.

Formanden udtaler også, at de første (akut-) specialister tidligst vil være klar om 6-7 år. Dette, mener jeg, ikke er korrekt – vi vil være klar fra dag et. Et tiltagende antal læger er godkendt inden for ”fagområdet akutmedicin”. Der foreligger en omfattende kompetenceliste, der skal være gennemgået, inden godkendelsen er mulig. Aktuelt foregår uddannelsen til ”akutmediciner” i Danmark som et toårigt kursusforløb (speciallægeefteruddannelse) i Region Midtjylland.

Desuden findes et samarbejde mellem Region Midtjylland/RegionSjælland og Universitetssjukhuset i Linköping samt et endnu spædt samarbejde mellem Region Sjælland og Region Skåne. Disse for at uddanne danske akutmedicinere ”fra bunden”.