Specialekampen - set fra sidelinjen

Da VM i Sydafrika den 11. juni 2010 blev fløjtet i gang var det den 19. turnering af slagsen. Når Sundhedsstyrelsen den 1. januar 2011 fløjter den nye specialeplan i gang, er det den første af slagsen. At specialeplanen er den første af slagsen, skyldes Sundhedsstyrelsens styrkede beføjelser og dermed styrelsens beføjelser til at dømme nogle inde og andre ude.

I spillet om specialfunktioner er det blevet som på fodboldbanen: Spillernes tekniske evner, spillets taktiske facetter, trænerens overblik og handlekraft og ikke mindst spillets til tider uforudsigelighed har gjort, at specialeplanen har fået en hel anden opmærksomhed end tidligere.

På fodboldbanen er det først og fremmest spillernes præstationer, der tæller, og dommerens kendelser, der gælder. Dommeren kan opfattes som håbløs og uduelig - især hvis kendelsen går ud over eget hold - men i sidste ende må alle rette sig efter dommeren. Sådan er det også blevet med specialeplanen. Der er ingen tvivl om, at udskiftninger og diskvalificeringer har mærket den professionelle stolthed og skabt frustrationer - og nogle tab er også ret smertefulde. For engagerede fagfolk er der meget på spil, og fra sidelinjen er kampen blevet fulgt tæt.

Enkelte kommentatorer har hævdet, at trænerne burde have kæmpet mere for at omgøre dommerens afgørelse. Mit svar herpå har været, at et frontalangreb på hele spillet er meningsløs. Regering og folketing har klart markeret, at det er denne vej, vi skal gå i sundhedsvæsenet. Præmissen i det nye paradigme er, at man er faglig konkurrencedygtig. Volumen og faglig kvalitet går forud for lokale hensyn, og det, at være lige så god som de andre, er ikke længere et argument i sig selv. Selvom spillet til tider har været uforudsigeligt med overraskende dommerkendelser, må vi erkende, at specialeplanen er en konsekvens af, at vi på flere områder har et fundamentalt volumenproblem.

Hvorfor bruge dette fodboldbillede, når sagen handler om specialeplanen? Begge steder handler det om at blive bedre. Tidligere var der en dynamisk mulighed for frit og på eget initiativ at omsætte ny viden til behandling. Fremover bliver udviklingen mere styret.

Der er VM i fodbold om fire år og en ny specialeplan om tre - og det er mellem turneringerne, at forbedringerne skabes. Nu drejer det sig om, at alle trækker i træningstøjet og viser, at vi kan gøre det bedre. Nogle tror på, at det kun er enkelte afdelinger, som skal varetage alle specialfunktioner. Jeg tror på, at konkurrence og sund faglig kappestrid er sundt, derved undgår vi monopolisering og forstening og skaber i stedet incitamenter til fortsat udvikling. Hvis dette ikke bliver paradigmet - og hvis nogen erhverver »førstefødsretten« til at varetage højtspecialiserede ydelser, ender specialeplanen med at blive en sovepude - og så får vi ikke den høje kvalitet i patientbehandlingen, som er hele intentionen med specialeplanen.