Skip to main content

Spieghel-verderbere

♠ Lektor emeritus Søren Nørby, Frederiksberg E-mail: sirn@dadlnet.dk

19. mar. 2010
2 min.

Louring-Andersen et al's utraditionelle betegnelse »spigellihernie« [1] har forståeligt nok afstedkommet en kommentar [2], som redegør for manden bag navnet og dertil foreslår skrivemåderne Spiegeli-hernie (Spigeli-hernie) og hernia Spiegeli. Dertil svarer Louring-Andersen & Bisgaard [2], med henvisning til Klinisk ordbog (KO), at navnet på dansk rettelig må være Spieghels hernie, og på latin hernia Spieghelii. Denne sidste betegnelse er imidlertid endnu en af Louring-Andersen et al's hjemmestrikkede versioner uden rod i KO, hvor det latinske navn angives som hernia Spigelii. Anatomens flamske navn var Adriaan van den Spieghel, heraf Spieghels hernie. Som det var sædvane dengang anvendtes også latiniserede navneformer, in casu Adrianus Spigelius, heraf hernia Spigelii (genitiv af Spigelius).

Louring-Andersen & Bisgaard anfører [2], at de anvendte betegnelsen spigellihernie for at »afspejle den normale udtale«. Dette kan vel kun betyde, at de må se at lægge deres normale udtale om, da de anførte korrekte skrivemåder ikke kan begrunde den anvendte konsonantfordobling. Jeg er med på, at man sikkert i stor udstrækning på dansk efterhånden har droppet genitivformerne til fordel for sammensatte ord, og derfor f.eks. vil foretrække at tale om et Spieghelhernie frem for et Spieghels hernie. Da man ydermere går mere og mere bort fra det historiske og personfikserede, anvender man i vid udstrækning efterhånden lille begyndelsesbogstav i sådanne sammensætninger, jf. f.eks. bunsenbrænder og kaposisarkom. Med baggrund i en yderligere fordanskning og forenkling af skrivemåden kan man forudse, at den mest anvendte betegnelse for det her diskuterede brok for fremtiden vil blive spigelhernie (sml. det engelske Spigelian hernia), hvilket KO i givet fald vil tage ad notam. Da KO nu har fået en onlineversion, vil en sådan sproglig udvikling hurtigt kunne finde vej til ordbogens spalter.


Referencer

  1. Louring-Andersen M, Hjørne FP, Skovdal J et al. Diagnostik og behandling af spigellihernie. Ugeskr Læger 2009;171:3518-22.
  2. Strand L, Larsen JF. Spigeli-hernie? med svar af Louring-Andersen M, Bisgaard T. Ugeskr Læger 2010;172:649.