Spiseforstyrrelser Gottlieb S.

Som den syvende i en række af hidtil rimelig gode publikationer fra PsykiatriFonden foreligger nu en publikation om spiseforstyrrelser, som vækker dyb undren. Hvad er formålet med bogen? Hvor vil man hen med den?

Bogen har temaer om samfundets indflydelse, sygdommenes udbredelse og symptomer, lidt om behandling (kaldet helbredelse) og forebyggelse. Alt sammen godt nok, og i mange passager også med rimelige oplysninger omkring disse forhold. Alligevel går det helt galt med formidlingen af det kendskab, vi har om disse sygdomme.

Anoreksi og bulimi beskrives godt nok hver for sig, men alligevel blandes sygdommene sammen. F.eks. får vi at vide »at anoreksi og bulimi tilsammen er de psykiske sygdomme, der kræver flest dødsofre i Danmark«. Mig bekendt er ikke en eneste død af bulimi, og selv om anoreksi er en alvorlig lidelse, er det stadig selvmord, der kræver de fleste dødsofre. Eller »bulimikere har sjældent det samme tætte forhold til deres sygdom som anorektikere«. Jeg kunne blive ved med lignende eksempler, hvor nogle er katastrofale andre mere banale.

På omslaget oplyses, at bogen er skrevet af PsykiatriFondens afdelingsleder, der er uddannet cand.mag. Forfatteren skulle derfor forventes at kunne håndtere kilder. Det synes bare ikke at være tilfældet. Der er en række gode henvisninger, de bruges bare sporadisk. I stedet henvises i 8 ud af 22 kilder til en rapport, som blev lavet til Socialministeriet, men som blev trukket tilbage efter det blev påvist, at den, ud over at være fuld af fejl og med identificerbare cases, var dårligere end de fleste gymnasieopgaver. Når vi nu har valide undersøgelser omkring unge med spiseforstyrrelser i Danmark, hvorfor skal der så f.eks. henvises til nogle unge i Helsingør, hvor kilden i øvrigt er en avisnotits i den omtalte rapport? Dertil kommer, at bogen mange steder er skrevet i et meget hjælpeløst sprog, som f.eks. »En spiseforstyrrelse er altså en meget paradoksal sygdom, der er kendetegnet ved en masse modstridende viden og følelser« eller »Bulimikeres metoder til at komme af med maden er skadelige og ikke særlig effektive«. Effektive i forhold til hvad? De er da stort set alle normal- eller let undervægtige.

I dagligsproget fristes vi til at bruge slangbetegnelser, som bulimikere, en spiseforstyrret mor osv. Men det er ikke i orden at betegne et menneske med dets sygdom, og slet ikke i en bog fra en forening, hvis fornemmeste opgave er at oplyse almenbefolkningen. Det, vi taler om og beskæftiger os med, er og bliver et menneske, der lider af en psykisk sygdom, uanset om den pågældende har bulimi, anoreksi eller andet.

Tilsyneladende har forfatteren som anført læst flere udmærkede bøger bl.a. enkelte af Sundhedsstyrelsens publikationer. Hvis hun havde holdt sig til oplysningerne fra disse, havde katastrofen ikke været så stor. Bogen slutter med en meget pessimistisk case, som står ukommenteret og handler om en kvinde med problemstillinger, der er atypiske for mennesker med disse lidelser. Det er sørgeligt, at noget, der kunne være så godt, er blevet så skidt.

København:PsykiatriFondens Forlag, 2003. 94 sider. Pris: 90 kr. ISBN 87-90420-35-7