Spørgsmål til regionerne om psykiatri

Min hensigt med kronikken [1, 2] er at gøre regionerne opmærksomme på, hvor farligt det er ikke at tage hensyn til patienternes forskellighed. I særdeleshed tynger ansvaret for de svært psykotiske, ofte også misbrugende mænd, som ikke er i stand til at tage mod de ambulante tilbud, men behøver beskyttelse.

Sygdomme har et hierarki, betinget af de følelser, som sygdommen og indehaveren af sygdommen vækker. De somatiske sygdomme står over de psykiatriske, og blandt de psykiatriske står forståelige diagnoser som angst, depression, ADHD, PTSD og OCD over de svært psykotiske, som ingen fælles stemme har. Det er kort fortalt en magtkamp, som de sygeste taber med alle de tragiske (og på alle måder dyre) følger, som dette har.

De ansvarlige må overveje, om det er alvorligt ment, at psykisk og somatisk sygdom skal ligestilles. Det ville indebære, at respekten for psykiatrifaglig indsats var på linje med somatikkens. Var det tænkeligt, at f.eks. neurokirurgien blev lagt ud til kommunerne?

Kunne vi få et klart svar: Vil regionerne prioritere de sygeste, nemlig de svært psykotiske, og skaffe plads til dem på de psykiatriske afdelinger? Og kan regionerne holde til den stadige afvandring af engageret og erfarent personale, som de aktuelle vilkår medfører?