Sporet fanger

Det er sjældent, at man støder på skønlitteratur, der sætter fokus på lægers liv - lige bortset fra de virkelighedsfjerne lægeromaner i Barbara Cartlandstil, hvor lægen altid dukker op på scenen som en karakterfast og ufejlbarlig aktør i det godes kamp mod det onde.

Anderledes nuanceret opleves rollen i lægen Joan Engelhardts roman »Sporet fanger«, der i thrillerform udruller en læges liv på godt og ondt. Med stor autencitet og indlevelse beskrives de forhold, der i særlig grad påvirker os som læger, både i privatsfæren og i hospitalshierarkiet. Bogen er særdeles velskrevet, og som læge kan man tydeligt genkalde sig situationer fra det virkelige liv, selvom bogen er fiktion. Man mærker tydeligt, at forfatteren har et indgående kendskab til hospitalsverdenen, ligesom de medicinske fagudtryk er brugt rigtigt, men nænsomt.

I bogen følger man hovedpersonen Torben, en yngre læge, hvis liv ændres af en tragisk hændelse, som han personligt er dybt involveret i. Undervejs får man som læser en dybere forståelse af hans komplekse natur og skæbne gennem flashbacks til fortiden og skildringen af hans varierende livsbetingelser og de valg og fravalg, han træffer. Personskildringen er så troværdig og overbevisende, at man synes at kende ham. Også i det omgivende persongalleri kan man, ofte med et lille smil, nikke genkendende til forskellige typer fra hospitalsverdenen.

»Sporet fanger« kan læses på mange forskellige planer. Det er en dramatisk historie om efterforskningen af en forbrydelse. Om et menneskes kamp om sin egen skæbne. Om had og kærlighed, skilsmisse og jalousi.

Men som læge kan man ikke undgå også at rammes af de fagligt relevante temaer, som romanen sætter fokus på, såsom oplæring og uddannelse af yngre læger, ledelse og samarbejde i hospitalsregi og ikke mindst brug af stimulanser, angst og følelse af utilstrækkelighed i forbindelse med lægegerningen.

En bog, der bevæger og river op i sin læser, som en god bog skal gøre.

Læs også Ulla Davidsens anmeldelse af »Sporet fanger« i Ugeskrift for Læger 2005;167:3815