Skip to main content

Stamcelle-etik

Lene Koch, dr.phil.

2. nov. 2005
4 min.

I øjeblikket diskuteres de bioetiske problemer ved stamcelleforskningens brug af befrugtede æg. Mine reservationer over for stamcelleforskning skyldes ikke at den destruerer menneskelige embryoner - det sker hvert år i ca. 15.000 tilfælde i forbindelse med abort - men tværtimod at den anvender disse embryoner kreativt. Mange har ladet sig friste af den overfladiske lighed mellem abort og stamcelleforskning og fremhævet det tilsyneladende absurde i at acceptere det ene og modarbejde det andet. Ligheden består i at begge aktiviteter destruerer kim til menneskeligt liv. Men forskellene er betydelige. I stamcelleforskning planlægges embryonet anvendt instrumentelt, som et middel til at skabe nyt væv, nye organer og på lang sigt måske kloner af mennesker. Her er den livskabende funktion i centrum og det er utvivlsomt det, der forekommer betænkeligt for de fleste skeptikere.

Der er andre vigtige perspektiver på denne forskning - perspektiver som uheldigvis lades uomtalt i den offentlige debat - måske som følge af en snæver opfattelse af hvad der udgør etiske problemer. I stedet for at overveje om der er indvendinger eller i hvert fald bekymringer der burde hindre denne forskningsudvikling, synes jeg vi burde interessere os for det positive spørgsmål: Hvorfor skal vi egentlig tage denne forskning op?

Begrundelsen for at forske i stamceller er muligheden for at helbrede forskellige sygdomme. Velkendte eksempler som Parkinsons syge, diabetes og hjertesygdomme er nævnt. Løftet om mulige sundhedsgevinster synes at kunne overtrumfe selv de stærke, til dels religiøst bestemte forbud, som længe har omgærdet forskningen i menneskelige embryoner - uanset at løftet om helbredelse og sundhed ikke på nogen måde er garanteret indfrielse.

Det ejendommelige ved den kraft som sundhedsløftet har, er i vores samfund, at de vestlige befolkninger egentlig ikke er særlig syge. Faktisk er vi formentlig ved at ramme loftet hvad angår anerkendte kriterier som spædbørnsdødelighed og livslængde. Sammenlignet med den øvrige del af kloden er vi overordentlig sunde. Og hvad angår de sygdomme vi så alligevel får, skyldes de langtfra den ugunstige skæbnes tilskikkelser, fattigdom eller mangel på medicin, men derimod vores eget excessive vellevned i forbindelse med brug af alkohol, tobak og mangel på motion.

På denne baggrund synes jeg det er nærliggende at stille nogle kritiske spørgsmål til det som kan betegnes »behandlingsimperativet«: Det er tilsyneladende en del af vores kultur, at en hvilken som helst lidelse skal kunne behandles - næsten uanset de økonomiske konsekvenser. At måtte give op, at måtte se en skæbne i øjnene, at lade livets processer forløbe med de skavanker, der rammer os i livets løb, og som ender med en dødelig udgang - opfattes som et medicinsk nederlag, en sundhedspolitisk forsømmelse, og under alle om-stændigheder en udfordring for forskningen. Disse reaktioner er et godt stykke vej helt berettigede og grundlaget for det høje sundhedsniveau jeg før omtalte. Men disse reaktioner kan blive uovervejede reflekser, og det er det jeg gerne vil pege på, at vi til dels har med at gøre her. Vi bilder os noget ind, hvis vi tror at al sygdom kan undgås og døden udskydes på ubestemt tid. Derfor er det nødvendigt med en kritisk skepsis over for de mange løfter der udstedes fra forskerside i sundhedens navn.

Det er i dag nærmest umuligt at påtage sig det standpunkt at ville argumentere mod forbedring af lægevidenskabens muligheder for at helbrede alvorlige sygdomme - men det forekommer væsentligt i denne sammenhæng at påpege hvor rituelt argumentet om forbedrede behandlingsmuligheder efterhånden forekommer. Det må være acceptabelt at argumentere for tilbageholdenhed på visse forskningsområder uden at man beskyldes for ufølsom hensynsløshed eller for at modarbejde de alvorligt syges interesser. Et stort problem for mange alvorligt syge i dag er ganske ofte behandlingssystemets manglende økonomiske ressourcer - langtfra altid at der mangler forskning eller udvikling af virksomme behandlinger. Det hører med i en sådan prioriteringsovervejelse, at den forskning som vi taler om, formentlig vil være meget bekostelig. Det er dog i øjeblikket ikke fremlagt nogen beregninger om dette og man må antage at det økonomiske perspektiv ikke anskues som relevant i denne sammenhæng. Fraværet af økonomiske overvejelser er ejendommeligt, al den stund at de begrænsede ressourcer er et af sundhedsvæsenets største og mest omdiskuterede temaer netop i disse år.