Stamceller endnu en gang!

Det er altid en fornøjelse at fejde med Peter Rossel & Co.! Årsagen er selvfølgelig, at det bliver så iltert, hvilket igen betyder at fronterne kan trækkes så dejligt klart op. På den anden side får det jo ofte Peter Rossel til at beklikke andres ære. Da han i denne sammenhæng også har bestræbt sig på at nedgøre min, må jeg naturligvis forsvare mig.

Lad mig rekapitulere: Etiske overvejelser gør vi os alle. Sædvanligvis træffer vi dog vores beslutninger mere eller mindre uovervejet og derfor i kraft af den sædvane-ethos vi er præget af. Når der opstår uoverenstemmelser mellem os, eksempelvis uoverenstemmelsen om hvorvidt man skal anvende embryonale stamceller i forskningssammenhæng eller ej, bliver vi dog nødt til at gøre os mere bevidste overvejelser. Den kulturvidenskabelige iagttagelse er da, at beslutningerne, som træffes på baggrund af sådanne overvejelser, altid bliver refereret tilbage til mere principielt udformede argumenter. Disse kan være af enten nytteetisk, pligtetisk eller religiøs art.

Peter Rossel abonnerer på de nytteetiske argumenter og ser derfor intet problem i at ekspropriere de tiloversblevne embryoner, således at der kan udvikles medicin, som måske kan afhjælpe patienter med Parkinsons, diabetes osv. På tilsvarende vis ser han heller intet problem i at ekspropriere hjernedøde menneskers kroppe, så de kan genbruges ved organtransplantation. Problemet med den slags nytteetik er imidlertid at det aldrig kan blive endegyldigt indlysende, hvorfor grænsen trækkes mellem eksempelvis de hjernedøde trafikofre og de anencefale børn. Ligesom det heller aldrig kan blive endegyldigt indlysende hvorfor grænsen skal trækkes mellem de tiloversblevne embryoner og dem, der laves som nye til lejligheden i petriskålen. Nyttetiske overvejelser læner sig derfor også altid op ad demokratiske afgørelser der sidenhen gøres til genstand for lovgivning. Parallelt hermed æn-drer etikken naturligvis karakter og bliver til pligtetik. Ofte sker det med henvisning til såkaldt almengyldige principper, der ophæves til at være almentmenneskelige. Et minimum af historisk indsigt vil imidlertid afsløre for alle andre tænkende mennesker end filosoffer, at selv sådanne almengyldige principper fra tid til anden er blevet født, har levet og dernæst er døde. Kort sagt: også de er timelige i deres karakter. Det gælder eksempelvis menneskerettighederne som bestemt repræsenterer et nyttigt sæt principper, men som faktuelt aldrig kan karakteriseres som andet end en historisk forankret vestlig opfindelse.

Problemet, der resterer, er naturligvis hvorledes sådanne principper kan gøres ikke kun almengyldige men også eviggyldige. Logisk kan det selvfølgelig kun gøres ved at henvise til noget andet og mere evigtgyldigt end tilfældige, timelige og historisk betingede menneskelige refleksioner. I praksis udformes den slags overvejelser derfor naturligvis altid som teologi, det fagfilosofiske hadeobjekt par excellence. Eller med andre ord eviggyldige etiske overvejelser kan kun finde sted i form af religiøse overvejelser og med reference til en guddom. Simpelthen fordi det vi kalder »Gud« som den eneste netop har den altafgørende karakter at være anbragt uden for tiden. Han/hun/den/det har som det eneste karakteren af at være evig (uden for tiden). Selvfølgelig kan denne refleksion kun give mening under forudsætning af at denne guddom eksisterer, men det er en helt anden historie.

Det ved Peter Rossel naturligvis godt (det må vi da i hvert fald håbe). Selvfølgelig kan han imidlertid ikke fordrage dette grundvilkår for tænkningen. Det sætter jo nemlig afgørende spørgsmålstegn ved hans egen lille geschæft som fagfilosof. Kierkegaard erkendte det dog. Ligesom spørgsmålet har optaget alle de rigtig store filsoffer i det 20. århundrede eksempelvis Heidegger, Wittgenstein, Levinas, Ricoeur. Ja selv Habermas genrejste spørgsmålet forrige år i slipstrømmen på den 11. september. I det selskab var Rawls kun en lille, om end betydningsfuld fisk.

Nuvel, hjælper dette os til at forstå hvad vi skal mene om de embryonale stamceller? Mit eget svar ligger faktisk et helt andet sted henne. Efter min opfattelse er det afgørende spørgsmål nemlig ikke hvilken etisk status embryonerne på forhånd kan tillægges: er der tale om små skønt ufuldstændige mennesker (Tove Videbæks argument) eller er der tale om en ligegyldig celleklump, der måske kan blive til menne-sker, men også bare til celler (Peter Rossels argument)? Imod disse synspunkter, må vi spørge til hvilken værdi, den lille celleklump tillægges af dem, der primært bringer den til verden, dvs. »forældrene«. Her synes der ikke at være tvivl om, at de ufrugtbare forældre, der har »lagt« æggene, omfatter dem med håb og drømme, som kun andre ufrugtbare mennesker vel for alvor evner at sætte sig ind i. For disse ulykkelige mennesker er der da ikke tvivl om, at de små forfrosne celleklumper repræsenterer håbet om at opleve den livsglæde, vi andre bare fik i nådegave. Det er disse æg, som vor tids »trolde og havmænd« - forskerne, medicinalvirksomhederne og patientforeningerne - ser så sultent på.

Af hensyn til betalingsbalancen og disse højtråbende in-teressenter har den nuværende regering netop lagt en revideret lovgivning frem, der skal give forskerne adgang til de såkaldt »tiloversblevne« æg. Men vel at mærke uden samtidig at revidere loven så frysetiden forlænges og æggene derved undgår at blive tilovervsblevne. Det er naturligvis en svinestreg. Herved gives der ikke de ufrugtbare forældre en virkelig valgmulighed, nemlig mellem at donere til fællesskabet eller forlænge nedfrysningen for at fremme muligheden for at få sig en familie.

Endelig og for en god ordens skyld: Jeg har aldrig hævdet at det er forkert at have en spiral oppe eller benytte sig af »dagen-derpå« piller. Det er Tove Videbæks holdning. Jeg har heller aldrig hævdet, at det ubetinget og i enhver henseende er forkert at abortere. Eksempelvis er det min klare holdning, at voldtagne eller incestramte unge piger og kvinder naturligvis skal have denne mulighed. Dette skønt det har været og er mit standpunkt, at vi overordnet og meget generelt ikke må slå ihjel. Det er imidlertid netop når det gælder det tidlige embryon ikke så nemt at afgøre - som mange mener hvornår befrugtningen og undfangelsen præcis har fundet sted, dvs. hvornår det giver mening at tale om, at der er opstået et nyt liv, der i princippet er uafvendeligt bevaringsværdigt.

Hændelsen, som har processens karakter, sker nemlig inde i en tidsmæssig gråzone, der bedst kan lignes med morgenens gryning eller aftenstundens skumring. Sådanne usikre tider har vi fra gammel tid af kendt til og vidst krævede noget særligt af os nemlig forsigtig færdsel. I gamle dage sagde man, at det netop i sådanne tusmørketider gjaldt om at værne sig mod kæmpehøjens trolde og mosens forgørende elverpiger. Det var også den tid på dagen, hvor vores mødre gjorde korsets tegn for børnenes vugge, så ingen ondsindede magter lagde en skifting i stedet.

I vor tid har vi ingen respekt for den slags folkelige og almindelige erfaringer. Vi kalder det ammestuesnak og tænder derfor det skærende elektriske lys, mens vi bøjer os med begejstring over petriskålen. Alt andet kalder vi hårdnakket primitiv overtro, religion.

Men er det virkelig så bagstræberisk at tænke anderledes? Og bør de kvinder, som færdes i denne tusmørkezone, netop ikke have mest at skulle have sagt? Peter Rossel og reg eringen mener tydeligvis det modsatte. Spørgsmålet er imidlertid hvad læserne af Ugeskriftet mener?

PS: yderligere interesserede kan rekvirere et debatoplæg udgivet af Det Etiske Råd, som bærer titlen: Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status. www.etiskraad.dk