Stamceller og etik

Hvorfor er det uacceptabelt at udtage stamceller fra de tiloversblevne embryoner? Og hvorfor er det uacceptabelt at »lave« nye embryoner for at kunne høste stamcellerne? Hvorfor er embryonerne ikke bare at ligne med »en klump celler«? Hvorfor har embryonerne en værdi, som rækker ud over den nytte, forskere kan drage af dem?

Det sidste spørgsmål først. Værdi er jo ganske rigtigt noget, som tillægges, og fortalerne kan da også tilsyneladende have ret i at embryoner, som alligevel smides væk, ikke synes at være tillagt megen værdi. Embryonerne begraves ikke engang, de destrueres bare, hvis deres datomærkning er overskredet. De er tilsyneladende værdiløse ...

Pointen er imidlertid, at æggene netop ikke er værdiløse for det forældrepar, som har lagt dem på is. I deres øjne repræsenterer æggene hver især en drøm, en mulighed og måske en virkelighed. Og grunden til at æggene udsættes for destruktion er alene, at der eksisterer en lovgivning, som beordrer dette, når æggene er blevet for »gamle«.

Disse ægs værdifulde karakter forsvinder ikke ved henvisning til at andre kvinder månedligt destruerer befrugtede æg ved at anvende spiral. Det betyder blot, at for disse kvinder har deres æg ingen værdi. Eller sagt med andre ord: alt afhænger af øjnene, der ser. Erfaringsmæssigt må vi derfor konstatere, at der set i et menneskeligt perspektiv ikke findes absolutte værdier. Folk, som de er flest, ser forskelligt på tingene.

Dersom man nu ønsker at tildele alle disse æg en absolut beskyttelse, er der da heller ikke andre muligheder end at henvise til det forhold, at det guddommelige skabende lys har strejfet disse æg i og med at de gemmer på muligheden af at blive til noget nyt. At æggene så at sige er tillagt værdi set i skaberens evige perspektiv. De er liv og de er levende, skønt nedfrosne og derfor ikke særligt livlige.

Kun i dette perspektiv bliver æggene - både den ene og den anden slags - absolut bevaringsværdige. Eller sagt med andre ord: kun ved at indtage et religiøst standpunkt er det muligt at fastholde æggenes absolutte værd.

Pointen er nu imidlertid, at dette forhold jo ikke kun gælder »æg«. Det gælder også demente, døende, drankere, kvinder, jøder, muslimer, hunde og egetræer. Dersom vi ønsker at opretholde et forbud mod tilfældig aflivning heraf fordi nogen mener, at disse levende eksistenser ingen værdi har, ja, da kan det kun ske med henvisning til at et kosmisk blik har strejfet dem. Eller med andre ord: med udgangspunkt i et religiøst grundsynspunkt.

Det kunne også udtrykkes således: Kun ved at hævde, at der ikke findes en guddom, er det muligt at give frit løb og køb. Så bliver alt i den sidste ende muligt og tilladeligt. Og etik, moral, samfund, lovgivning og fællesskab inderlige ligegyldigheder.

Konklusionen er derfor, at forskerne selvfølgelig kan slippes løs på æggene, dersom vi giver mulighed for at de bare kan betragtes som livløse »ting«. Ønsker vi imidlertid at beskytte dem etisk såvel som lovgivningsmæssigt, kan vi til gengæld kun gøre det ved hjælp af religion. Det samme gælder vores samfund. For at forholde sig til verden må man først forholde sig til sin gud. Det er i øvrigt også kun herigennem man kan finde argumenter, der kan fremføres for at omgås »den anden« på ægte demokratisk vis.

Når Rossel & Gammelgaard i et debatindlæg her i Ugeskriftet rejste spørgsmålet om hvorvidt lovgivning bør baseres på religiøse holdninger, er svaret ja. Det har i øvrigt også altid været således. Som bekendt står der skrevet:

»Du må ikke slå ihjel!« (2. Mos 20, 13).