Skip to main content

Stamceller og etik: nyt lovforslag ikke vidtgående nok

Ph.d.-stipendiat, cand.scient. Anne Gammelgaard & lektor, mag.art. Peter Rossel

1. nov. 2005
12 min.

Ugeskriftet har i de seneste måneder bragt en række debatindlæg om stamceller og etik. Vi vil her orientere om indholdet af et nyt forslag om ændring af lov om kunstig befrugtning, som netop har været til førstebehandling. Desuden vil vi analysere de etiske aspekter af ændringsforslaget, som vi på visse punkter ikke finder tilstrækkeligt vidtgående.

Ændringsforslaget har til formål at åbne op for forskning i embryonale stamceller fra overskydende befrugtede æg, dog med visse forbehold [1]. Den oprindelige lov om kunstig befrugtning tillod kun forskning på befrugtede æg, hvis formålet var at forbedre teknikkerne til kunstig befrugtning eller præimplantationsdiagnostik. Ifølge bemærkningerne til ændringsforslaget, var perspektiverne for udvikling af sygdomsbehandling på basis af stamceller stort set ukendte, da loven blev vedtaget i 1997. Den nye lovændring vil også tillade forskning på befrugtede æg med det formål at udvikle nye sygdomsbehandlinger. Det aktuelle ændringsforslag vedrører derfor en isoleret problemstilling, som Folketinget finder det presserende at få løst i indeværende folketingssamling, nemlig omkring hvilke formål forskning på befrugtede æg må rettes mod. Da regeringen er af den opfattelse, at der er behov for en samlet revurdering af loven, vil andre ændringer såsom opbevaringstidens længde, donation, medtagning af befrugtede æg til udlandet m.m. blive debatteret i næste folketingssamling. Der ændres således ikke ved den oprindelige lovs bestemmelse om, at et befrugtet æg kun må holdes i live i maksimalt 14 dage, og der ændres heller ikke ved, at forskningen kun må anvende overskydende befrugtede æg fra fertilitetsbehandlinger. Det vil derfor fortsat ikke være tilladt at danne befrugtede æg med henblik på forskning. Lovforslaget tilsigter således, at embryonale stamcellers potentiale mht. udvikling af sygdomsbehandling kan udforskes i de kommende år. Vi vil her diskutere, om lovforslaget i sin nuværende form er tilstrækkelig vidtgående og i hvilket omfang, der er gode grunde for de begrænsninger, som lovforslaget indeholder.

Vi har i tidligere debatindlæg i Ugeskriftet problematiseret, at det blandt politikere og visse forskere tilsyneladende ukritisk accepteres, at der er særlige etiske problemer forbundet med, at befrugtede æg destrueres i forbindelse med stamcelleforskning, når det ikke på tilsvarende vis betragtes som problematisk, at befrugtede æg i andre sammenhænge, såsom ved fertilitetsbehandlinger og brug af spiral eller fortrydelsespiller, destrueres [2-3]. Hvis der vitterligt var særlige etiske problemer forbundet med stamcelleforskning pga. destruktionen af befrugtede æg, må der nødvendigvis også være særlige etiske problemer forbundet med spiral og fortrydelsespiller samt med destruktion af overskydende befrugtede æg i forbindelse med fertilitetsbehandlinger.

Vores opfattelse er imidlertid, at destruktion af befrugtede æg kun er problematisk ud fra religiøse synspunkter, som indebærer at et befrugtet æg har krav på beskyttelse. I diskussioner af befrugtede ægs etiske status anføres det ofte som argument, at der i § 1 i Lov om oprettelse af et etisk råd står: »Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse ved befrugtningstidspunktet« [4]. At nævnte passus er nedfældet i lovgivningen er imidlertid ikke et vægtigt argument i en etisk sammenhæng. Grunden hertil er, at den repræsenterer et stærkt diskutabelt standpunkt, hvis den skal forstås således, at et befrugtet æg har krav på samme beskyttelse som et menneske. Dette gjorde den ene af denne kroniks forfattere allerede opmærksom på umiddelbart efter lovforslagets fremsættelse [5]. I denne sammenhæng er det interessant, at lovforslaget blev vedtaget under Firkløver-regeringen, hvori Kristeligt Folkeparti indgik. Ifølge en leder i Jyllandsposten udtalte Kristelig Folkepartis daværende gruppeformand i Folketinget, Jens Steffensen, da også på partiets landsmøde i Bededagsferien 1986, at tingets oprettelse af »et etisk råd, der har som forudsætning, at menneskeligt liv begynder ved befrugtningen, er en af de største politiske sejre, Kristeligt Folkeparti nogensinde har vundet«.

At der er tale om et diskutabelt standpunkt fremgår også af, at et mindretal bestående af Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget angående et etisk råd ikke kunne acceptere, at regeringen ville lovgive om livets begyndelse: »Mindretallet finder derimod ikke, at man ved en afstemning i Folketinget skal vedtage en lov, der definerer tidspunktet for livets begyndelse, først og fremmest fordi der ikke er biologisk baggrund for en sådan vedtagelse«. Desuden påpegede de, at »en sådan lovgivning giver komplikationer over for anden lovgivning (abortloven), der kan opfattes som modstridende regler«. Et mindretal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtalte desuden, at »politikere må overlade eksistentielle vurderinger til folks religiøse eller andre vurderinger«. I stedet for den ovenfor citerede passus foreslog mindretallet bestående af S og RV følgende formulering: »Rådet skal i sit virke bygge på den opfattelse, at der er etiske problemer forbundet med forskning, behandling og diagnostik på kønsceller, befrugtede menneskelige ægceller, levende og døde fostre eller fosteranlæg« [6]. Denne passus indebærer således ikke, at det befrugtede æg har krav på samme beskyttelse som et menneske og udelukker derfor ikke forsøg med befrugtede æg og menneskelige fosteranlæg, hvorunder disse går til grunde. Men den indebærer omvendt ikke, at alt bør være tilladt. Forhold som formålet med forskningen såvel som fosteranlæggets udviklingsgrad vil være relevante for den moralske vurdering.

Grunden til at gøre opmærksom på de historiske omstændigheder omkring tilblivelsen af Lov om oprettelse af et etisk råd er, at det hermed tydeligt må fremgå, at blot fordi noget er nedfældet i gældende lovgivning, er dette ikke i sig selv et tvingende argument i en etisk sammenhæng. På tilsvarende vis er det heller ikke et tvingende argument i en etisk sammenhæng, når der i bemærkningerne til det nye forslag om ændring af lov om kunstig befrugtning blot henvises til Europarådets Bioetikkonvention, som begrundelse for at dannelse af befrugtede æg udelukkende til forskningsformål ikke bør være tilladt. Et forbud mod dannelse af befrugtede æg til forskning må anses for uberettiget, medmindre der kan gives gode grunde herfor. I den politiske virkelighed er man selvfølgelig nødt til at tage hensyn til, at Danmark har ratificeret Europarådets Bioetikkonvention, og det er derfor nødvendigt at fremhæve dette forhold i den danske lovgivning. Såfremt der ikke foreligger gode grunde for dette forbud, bør man imidlertid arbejde på at få ændret denne artikel i konventionen i stedet for at acceptere den ukritisk.

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres det, at stamcelleforskerne selv klart har tilkendegivet, at overskydende æg fra fertilitetsbehandling er tilstrækkeligt til at dække forskningens behov. Hermed antydes, at et forbud imod at danne befrugtede æg til forskningsformål ikke vil begrænse udviklingen inden for stamcelleforskning. Dette var da også det generelle indtryk høringen i Landstingssalen den 23. januar 2003 efterlod sig. Denne tilkendegivelse er dog senere blevet problematiseret. For det første er det tvivlsomt, om der fortsat vil være tilstrækkeligt med overskydende æg fra fertilitetsbehandlingerne i takt med at metoderne hertil forbedres. Som Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, endvidere gør opmærksom på, vil dette problem blive yderligere aktuelt, hvis Folketinget vedtager, at nedfrosne æg ikke skal kasseres efter to år som nu, men i stedet efter fire år [7]. Forældrepar vil dermed få mulighed for selv at bruge de nedfrosne æg med henblik på endnu en graviditet. Ud fra en etisk betragtning vil det være problematisk, hvis man for at sikre tilvejebringelsen af befrugtede æg til forskningsformål, vil fastholde en toårsgrænse, da hensynet til forskningen herved vil gå forud for hensynet til de ufrivilligt barnløse. Toårsgrænsen er problematisk og uhensigtsmæssig, fordi den har som konsekvens, at infertile par, der gennem behandling har fået ét barn, tvinges til inden for kort tid at tage stilling til om og hvornår, de vil have flere børn. Alternativt må kvinden gennemgå endnu en belastende hormonbehandling.

For det andet anføres det, at kvaliteten af de overskydende æg fra fertilitetsbehandlingerne ofte er tvivlsom, og at disse derfor heller ikke er optimale til forskningsbrug [8].

Udsigten til, at et fortsat forbud imod at danne befrugtede æg til stamcelleforskning kunne gå hen og blive en stopklods for forskningen, har resulteret i nogle forslag til alternative løsninger på dette problem. Det er f.eks. blevet foreslået, at man til forskningsbrug kunne udtage nogle få celler fra de befrugtede æg, inden æggene sættes op i livmoderen [9]. Dette forslag er dog problematisk, fordi der foretages et potentielt skadeligt indgreb over for et befrugtet æg, som senere skal blive til et barn, primært af hensyn til stamcelleforskningen og fremtidige patienter, og ikke primært af hensyn til det kommende barn. Det er også tvivlsomt, om kommende forældrepar vil give informeret samtykke hertil. En i vores øjne etisk forsvarlig løsning på problemet består i at ophæve forbuddet mod dannelse af befrugtede æg mhp. på stamcelleforskning.

Et hyppigt anvendt modargument i denne sammenhæng vedrører mål og midler, der giver associationer til Kants kategoriske imperativ: »Handl således, at menneskeheden i din person såvel som i enhver anden person altid tillige behandles som mål og aldrig kun som middel« [10]. Men eftersom et befrugtet æg ikke er en person i kantiansk forstand, dvs. et fornuftsvæsen, kan det ikke være omfattet af dette princip. Dette indebærer naturligvis ikke, at det kun er fornuftsvæsener, som ikke må bruges blot som midler. Mange vil mene, at det er det forhold, at man er et menneske, som afgør, om man har krav på beskyttelse og derfor ikke må bruges blot som middel. Her er vi tilbage ved diskussionen om det befrugtede ægs og det tidlige fosteranlægs moralske status. Vores opfattelse er, at det kun kan begrundes religiøst at tildele det befrugtede æg og det tidlige fosteranlæg status som et menneske. Men heller ikke inden for religiøse opfattelser, f.eks. kristendommen, hersker der konsensus om, hvorvidt et befrugtet æg bør have status som et menneske. Den amerikanske filosof og katolik, Daniel A. Dombrowsky skriver således: »My own view, based surprisingly enough on certain claims made by Saints Augustine and Thomas Aquinas and by Charles Hartshorne, is that because the fetus in the early stages of pregnancy is not yet sentient, and hence not yet ready to be declared a human being in the morally relevant sense, abortion in the early stages of pregnancy should be seen as morally permissible« [11]. Dette citat viser, at ikke blot mellem religiøse og ikke religiøse, men også mellem kristne indbyrdes hersker der uenighed om det befrugtede ægs og det tidlige forsteranlægs moralske status. Opfattelser heraf afhænger af de mere eller mindre omfattende livsopfattelser, der trives side om side i pluralistiske, demokratiske samfund. I de tidligere debatindlæg var det netop vores pointe, at det er uforeneligt med de grundlæggende værdier for et pluralistisk, demokratisk samfund, hvis staten eller et flertal igennem lovgivning påtvinger et mindretal en bestemt livsopfattelse. Et forbud mod dannelse af befrugtede æg mhp. forskning, som begrundes i en bestemt religiøs livsopfattelse, vil derfor være uacceptabelt.

Kan der være andre betænkeligheder end hensynet til det befrugtede æg, der taler imod en ophævelse af forbudet mod dannelse af befrugtede æg mhp. forskning? Man kunne være betænkelig ved, om barnløse par i fertilitetsbehandling vil føle sig forpligtet til at donere æg- og sædceller. Barnløse par i behandling kunne tænkes at opleve sig selv som værende i en taknemmelighedsgæld til det sundhedsvæsen, som hjælper dem, og kunne derfor tænkes at finde det vanskeligt at afslå en anmodning om donation. Dette problem er dog ikke principielt anderledes end hvad der gælder for den store gruppe af syge mennesker, som deltager i forskningsprojekter landet over. Disse personer kan på tilsvarende vis føle sig forpligtede over for det sundhedspersonale, som behandler dem, men dette er ikke noget, som vi lovgivningsmæssigt betragter som så stort et problem, at det bør hindre forskning på syge mennesker. Det er derimod et problem, som forsøges forebygget ved at gøre sundhedspersonalet og andre involverede parter opmærksomme på dette forhold og på, hvorledes man kan sikre et frivilligt informeret samtykke.

Derfor bør stamcelleforskningen kun begrænses lovgivningsmæssigt mhp. at sikre 1) at donation af æg- og sædceller foregår efter et absolut frivilligt informeret samtykke fra parret og 2) at dyrebare ressourcer, herunder befrugtede æg, ikke sløses bort på videnskabeligt set underlødige forskningsprojekter. Disse punkter må såvel forskerne som de videnskabsetiske komiteer bidrage til at sikre ved at håndhæve de detaljerede og grundige godkendelsesprocedurer, som gælder for forskningsprojekter generelt. Endvidere 3) bør det fortsat sikres, at befrugtede æg kun holdes i live i en begrænset periode og endeligt 4) må politikerne naturligvis have mulighed for at påvirke, hvor mange ressourcer der tilflyder dette nye område i en rimelig prioritering med andre tiltag på sundhedsområdet. Sådanne prioriteringsetiske argumenter bør generelt overvejes, når der planlægges nye forebyggelsestiltag, diagnostiske test eller behandlingsstrategier inden for sundhedsvæsenet. Prioriteringsetiske argumenter bør derimod ikke fremføres som dække over en generel aversion imod en bestemt teknologi.

Det fremsatte ændringsforslag til Lov om kunstig befrugtning er således ikke tilstrækkeligt vidtgående, fordi det vil begrænse stamcelleforskningens potentiale for at udvikle helt nye behandlinger til svært invaliderende sygdomme, som f.eks. Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom, ud fra et kontroversielt synspunkt om det befrugtede ægs moralske status.

Siden forfatterne skrev kronikken, har Folketinget vedtaget det skitserede lovforslag. Regeringen agter dog at gøre loven til genstand for en samlet debat i næste folketingssamling, da det er dens opfattelse, at der er behov for en revurdering af loven om kunstig befrugtning.

Redaktionen


  1. Forslag til Lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 17. marts 2003.
  2. Rossel P, Gammelgaard A. Stamceller og etik - bør lovgivning baseres på religiøse holdninger? Ugeskr Læger 2003;165:1284-5.
  3. Rossel P, Gammelgaard A. Stamceller og etik - lovgivning bør ikke baseres på religiøse holdninger. Ugeskr Læger 2003;165:1800-1.
  4. Lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse bio-medicinske forsøg. Lov nr. 353 af 3.juni 1987.
  5. Rossel P. Etik og logik. Politiken. 15. december 1985.
  6. Betænkning over forslag til oprettelse af et etisk råd og regule ring af visse bio-medicinske forsøg. Afgivet af udvalget angående et etisk råd mv. 14. maj 1987.
  7. Andersen SH. Ja til stamceller. Ugeskr Læger 2003;165:2115.
  8. Hansen CF. Forsker: Ny lov unfair over for barnløse. Dagens Medicin. 27. marts 2003.
  9. Op.cit.
  10. Hartnack J. Kant. København: Berlingske Forlag, 1966: 215.
  11. Dombrowski DA. Rawls and religion - the case for political liberalism. Albany: State University of New York Press, 2001: 126.

Referencer

  1. Forslag til Lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 17. marts 2003.
  2. Rossel P, Gammelgaard A. Stamceller og etik - bør lovgivning baseres på religiøse holdninger? Ugeskr Læger 2003;165:1284-5.
  3. Rossel P, Gammelgaard A. Stamceller og etik - lovgivning bør ikke baseres på religiøse holdninger. Ugeskr Læger 2003;165:1800-1.
  4. Lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse bio-medicinske forsøg. Lov nr. 353 af 3.juni 1987.
  5. Rossel P. Etik og logik. Politiken. 15. december 1985.
  6. Betænkning over forslag til oprettelse af et etisk råd og regulering af visse bio-medicinske forsøg. Afgivet af udvalget angående et etisk råd mv. 14. maj 1987.
  7. Andersen SH. Ja til stamceller. Ugeskr Læger 2003;165:2115.
  8. Hansen CF. Forsker: Ny lov unfair over for barnløse. Dagens Medicin. 27. marts 2003.
  9. Op.cit.
  10. Hartnack J. Kant. København: Berlingske Forlag, 1966: 215.
  11. Dombrowski DA. Rawls and religion - the case for political liberalism. Albany: State University of New York Press, 2001: 126.