Skip to main content

Statssanktioneret misbrug

CSR Manager Uffe Rasmussen, Lundbecks Corporate Responsibility Programme. E-mail: ukr@lundbeck.com

13. maj 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Læge Jacob Mertz, aktiv i Amnesty International, fremkommer i en kronik i Ugeskrift for Læger (2011;173:1380-1) med en række holdninger til, hvad Lundbeck bør gøre for at forhindre misbruget af pentobarbital. Vi, Lundbeck, kontaktede allerede i februar Amnesty International og holdt et møde, hvor de fremlagde de samme ideer. Vi har undersøgt hver og en, og jeg vil i det følgende uddybe Lundbecks analyse og holdninger til sagen samt korrigere nogle af de faktuelle oplysninger i kronikken.

Lad det være helt klart, at Lundbeck tager kraftig afstand fra dødsstraf og det statssanktionerede misbrug af lægemidlet pentobarbital. Det strider mod, hvad vi som ledere og medarbejdere står for. Vi var derfor også dybt chokerede, da vi blev gjort opmærksomme på misbruget, og tog med det samme kraftig afstand fra det og opfordrede de amerikanske stater til at stoppe anvendelsen af pentobarbital til henrettelser.

Lundbeck vil aldrig aktivt medvirke til dødsstraf, og hvis vi fik en anmodning som eksempelvis Kayem Pharmaceuticals om at levere stof direkte til dødsgangene, ville vi også nægte at levere. Lundbecks etiske dilemma er imidlertid anderledes end de medicinalfirmaer og lande, som Jacob Mertz henviser til, fordi pentobarbital allerede var markedsført.

Vi har systematisk undersøgt mulighederne for effektivt at stoppe misbruget af pentobarbital. Vi har fulgt FN's retningslinjer for overholdelse af menneskerettigheder, vi har mødtes med menneskerettighedsorganisationer, og vi har modtaget ekstern bistand.

Amnesty International er de eneste, vi har mødtes med, som mener, at vi bør trække produktet fra markedet. Ifølge FN kan det være uetisk at trække et produkt fra markedet, såfremt det anvendes til humane formål, som det er tilfældet med pentobarbital.

De amerikanske læger, vi har talt med, beskriver pentobarbital som en hel nødvendig behandlingsmulighed i akutte og livstruende behandlingssituationer. Eksempelvis kan børn få så svære epileptiske anfald, at andre lægemidler ikke er effektive, og pentobarbital er sidste udvej.

Næste skridt blev derfor at undersøge, om vi på anden vis effektivt kunne forhindre misbruget. Vi har nøje vurderet blandt andet muligheden for at indføre klausuler i vores distributionskontrakter, tilføje krav til indlægssedler og pakninger om ikke at misbruge midlet samt talt med American Medical Association og lægemiddelindustrien for at få dem til at gå ind i sagen. Alt sammen desværre med den konklusion, at vi ikke kan forhindre misbruget.

Den store udfordring i denne sag er, at der er tale om statssanktioneret misbrug. De amerikanske stater, som anvender dødsstraf, mener, at det er en legitim måde at straffe visse kriminelle på. De ser stort på, at en lille virksomhed i et fjernt land mener noget andet.

Vi vil dog ufortrødent fortsætte med at rejse vores kritik af misbruget til de stater, som misbruger pentobarbital, men vi må samtidig erkende, at vores muligheder for effektivt at stoppe misbruget er begrænsede.