Stedfortræderkrig

I kronikken ”Management, udredning og faglighed i psykiatrien” af Torben Heinskou, Francisco Alberdi og Bent Rosenbaum (THFABR) begræder forfatterne nok engang tabet af autonomi og lader sig forfærde over, at et hospital skal både ledes og styres [1].

Central styring nødvendig

Hvis man læser to af forfatternes tidligere indlæg om samme emne, er det tydeligt, at det centrale budskab for forfatterne er, at de vil have kontrollen over patientindtaget placeret så tæt på sig selv som muligt [2, 3]. Derfor er de også nødt til at nævne psykiatriens centrale visitation (CVI), som for forfatterne nærmest bliver synonymt med New Public Management. Som vi tidligere har argumenteret for, er det vanskeligt at forestille sig en moderne psykiatri med de knappe ressourcer, der er til rådighed, uden styring, og det er tilsvarende vanskeligt at tro på, at man kan gennemføre en styring uden centralt fodfæste og alene med fokus på det, som forfatterne kalder det faglige [4, 5]. Det faglige viser sig at være lige præcis det arbejde, som forfatterne udfører. Derved tilsidesættes, eller måske fortrænges (sic), det faktum, at et hospital er en stor, kompleks virksomhed med mange fagligheder. Hvis hospitalet var en lufthavn, ville det svare til, at piloterne (eller en anden faggruppe) råbte op om, at deres faglighed var den eneste, som lufthavnens rutiner og værdier burde tilrettelæges ud fra, og at det i øvrigt burde være piloterne, som traf alle beslutninger om lufthavnens drift. En lufthavn ville fungere bedre, hvis den enkelte pilot i det enkelte fly selv kunne bestemme, hvorfra, hvornår og hvortil flyet skulle lette og lande. Som lufthavnsejer – eller direktør – ville jeg nok løfte øjenbrynene lidt.

Visitationspraksis

Her er, hvad CVI foretager sig ifølge THFABR – hvoraf den ene i øvrigt indtil for ganske nylig har fungeret som visitator, og således selv har været med til at forvalte den visitationspraksis, han nu angriber:

’I dag oplever vi, at en central visitation kan afvise og henvise til behandling på et papirtyndt enkeltdiagnosegrundlag, uanset at overlapningen mellem de diagnostiske kategorier – det transdiagnostiske aspekt og komorbiditet – i høj grad gør sig gældende for patienter med psykiske lidelser. Udredningen bør foregå på selve behandlingsstedet – hvor man har »hands on« med indgående viden om behandlingstilbud – men med opprioritering af tiden til at komplettere visitationen.’ [1].

Da diagnoser ikke synes afgørende for THFABR, bør man ifølge THFABR flytte visitationen ud lokalt, hvor man kan ”komplettere behandlingen”. Hvis det betyder, at man kan tilrettelægge sin behandling ud fra patientens symptomer, er der intet, som i dag forhindrer dette. Det skal selvfølgelig ske inden for rammerne af den pakke, som patienten har ”fået med” fra CVI, og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal man overveje at ændre behandlingen mere radikalt, hvilket betyder, at man også ændrer pakken. Dette sker dagligt i Region Hovedstadens Psykiatri via CVI, som derved er garant for, at de differentierede behandlingstilbud, som er afgørende for THFABR, er til rådighed for alle patienter på tværs af regionen. Hvis f.eks. en patient visteres til behandling for social angst, men det viser sig at dreje sig om OCD, er det praktisk med en central enhed, som kan sikre, at patienten kommer til det nærmeste behandlingssted med kortest mulige ventetid, som varetager denne behandling. Det overblik kan man ikke have lokalt – og det overblik fortjener patienterne, at vi har.

Gidsel

Forfatterne tager børne- og ungdomspsykiatrien som gidsel i deres kampagne for lokalt selvstyre uden at rådføre sig med samme. Artiklen får derved karakter af at være en stedfortræderkrig for forfatternes felttog mod al form for central styring. Det er der intet overraskende i – det mest overraskende er måske, at Ugeskriftet bliver ved med at tilbyde spalteplads til de samme forfattere med det samme budskab.