Stigmatiserer vi de overvægtige?

En journalist ringede og spurgte, om jeg var enig i, at et nyt tv-program stigmatiserer de overvægtige? Jeg havde ikke set det pågældende program, så det var jeg lykkeligt fri for at have en mening om.

Men spørgsmålet om stigmatisering nager mig. På den ene side er det et udtryk for kynisme, hvis man vil forholde borgerne viden om konsekvenserne af overvægt, fysisk inaktivitet og rygning. Det er formynderisk, hvis man undlader at oplyse om sygdomsrisici af frygt for at skabe bekymring hos den enkelte. Men når mange borgere trods oplysning ikke kvitter smøgerne, ikke smider overvægten, drikker for meget og ikke motionerer, lurer stigmatiseringen lige om hjørnet.

Da Dansk Arbejdsgiverforening meget tidligt fik fokus på sundhed, var det med et fast blik på bundlinjen. De livsstilsramte har flere sygedage og flere førtidspensioner. I et debatprogram diskuterede man, om både BMI og kondital burde fremgå af cv'et? Stigmatiseringen lurede lige om hjørnet.

Livsstil er en privat sag. Og dog har vi et solidarisk sundhedsvæsen, hvor jeg betaler for dine rygerlunger, og du betaler for min overvægt. Ved sund livsstil lever man ikke bare længere, men man får færre år med sygdom, flere år på arbejdsmarkedet og flere år som selvhjulpen. Den sunde borger er omkostningseffektiv for samfundet. Min skatteprocent er påvirkelig af din sundhedstilstand. Stigmatiseringen lurer lige om hjørnet.

Et politisk ungdomsparti har foreslået, at de fede og rygerne skal bagerst i køen til sundhedsvæsenet. Her er til gengæld ingen lurepasseri, men rendyrket stigmatisering og afregning ved kasse 1.

Man kommer ikke udenom, at det er det unuancerede syn på sundhed, der fører til stigmatisering.

En opfattelse af, at sundhed udelukkende er et individuelt valg, bygger alene på ideologi og står i kontrast til såvel humanistisk som sociologisk og naturvidenskabelig empiri. Livsstil er påvirkelig af genetiske, sociale og kulturelle sammenhænge samt ydre rammer i form af byplanlægning, transportsystemer, priser og tilgængelighed. I den forlængelse vovede jeg i et læserbrev at forslå, at den enkeltes sundhed også er et fælles ansvar. Som respons på den udlægning, klassificerede en kollega mig som værende »inficeret af den marxistiske bacille«. Se det var vel også en slags stigmatisering.

Jeg vil derfor skynde mig at understrege, at en indsats mod polarisering i sundhed nødvendigvis må gå på to ben. Strukturelle tiltag, der gør sundhed mere tilgængelig for alle, stigmatiserer ikke. Men sådanne tiltag står ikke i kontrast til tv-mediets livsstilsprogrammer, der handler om, hvad den enkelte selv kan gøre. Det er vigtigt, at den enkelte selv tager ansvar for at få en sund kost og motion, som Fogh sagde det i sin nytårstale i 2007. Og det er i hvert fald meget vigtigt at opretholde forestillingen om det frie valg. For det giver point på lykkebarometret, når vi tror, vi selv bestemmer. Og skal man stigmatiseres og puttes i bås, så er lykkebåsen, da ikke den værste.