Stop en halv!

I Ugeskriftets leder (Ugeskr Læger 2003; 165: 885) præsenteres Lægeforeningens ja til stamcelleforskning. Trods »meget tunge etiske problemer« støtter Foreningen adgang til stamceller mhp. terapeutisk kloning med henvisning til de store medicinske potentialer og bruger derefter en stor del af spaltepladsen på at sammenknytte »modstandere« mod denne holdning med en række kedelige negative betegnelser som »ulogisk«, »middelalderlig« og »fundamentalisme«.

Forfatteren oplyser ikke, hvem han kritiserer, men da de synspunkter der henvises til - om end i en ganske fordrejet gengivelse - er dem, jeg fremsatte på Folketingets stamcellehøring i januar og senere i forkortet form publicerede i Ugeskriftets klumme »Efter min mening«, føler jeg mig kaldet til at protestere.

I mit indlæg på høringen fremhævede jeg for det første at jeg ikke var principiel modstander af, at der blev givet tilladelse til stamcelleforskning, tværtimod havde jeg ingen etiske argumenter imod en forskning der anvendte eller destruerede befrugtede æg, og jeg havde heller ikke andre principielle indvendinger mod stamcelleforskning. Mit hovedærinde var at søge at sætte tingene lidt i perspektiv og foreslå at vi prioriterede de knappe forskningsresurser således, at de blev brugt på udforskning af områder hvor sygdomsproblemerne var størst, efter devisen »mest sundhed for pengene«. Det gjorde jeg ved bl.a. at fremhæve, at den vestlige verdens befolknings sundhedsproblemer (som stamcelleforskningen jo retter sit skyts mod) var noget mindre påtrængende end dem vi ser i den mindre udviklede del af verden. Konsulter fx WHO's World Health Report fra 2002 der opregner de største sundhedsrisici for jordens befolkning: hertil hører højt blodtryk, tobak, undervægt, usikker sex, alkohol, urent vand, fedme og fysisk inaktivitet. Alle disse risikofaktorer ville kunne bekæmpes ved hjælp af eksisterende teknologi, men der mangler viden om hvilke forhold, der hindrer den praktiske applikation af denne viden. Udforskning af sundhedssystemer i den tredje verden er blot et eksempel herpå. Undersøgelser af medicinalindustriens praksis på verdensmarkedet et andet, forskning i ulighed i sundhed et tredje. Og ser vi på vores egen verden, er det sygdomme relateret til fedme, tobaksrygning, alkohol og hjerte-kar-sygdomme, der topper listen - alle lidelser der uhyre let ville kunne bekæmpes med eksisterende viden, men som trods denne viden stadig florerer. Her er forståelsen af de faktorer, der betinger den adfærd som fører til sygdom - eller afviser lægelige sundhedsanbefalinger - kun ringe udviklet, og som forskningsområde betragtet utrolig væsentlig for, at de vigtige biomedicinske resultater kommer ud over rampen og kommer folkesundheden til gode.

Jeg har ikke noget ønske om at standse den avancerede biomedicinske forskning, og har ikke udtrykt noget i den retning, men ville blot udvide perspektivet ved at påpege, at det måske ikke er sundhedseffekterne, der er det bedste argument for fortsat at prioritere denne forskningsretning. Her var det måske på sin plads at fremhæve betydningen af den politiske vilje, og det er måske her at den ufleksible tankegang især florerer. Politikernes manglende indsats for at sætte to-baksforbruget ned (fx ved at undlade at subventionere tobaksproduktion), deres manglende vilje til at beskatte fedtholdige fødevarer og alkohol, den manglende vilje til at billiggøre frugt og grønt osv. er blandt de helt store problemer. Til denne kritik kunne vi føje forskningsråds og universiteters kraftige satsning på biomedicinsk (fx molekylærgenetisk) forskning og den tilsvarende svage prioritering af andre sundhedsvidenskabelige forskningsretninger, herunder folkesundhedsforskning.

Det er uhyre forstemmende, at et forsigtigt forsøg på at fremhæve det uhensigtsmæssige i en ensidig prioritering af den forkælede biomedicinske forskning skal straffes med skældsord som fundamentalisme og middelalder, når formålet blot er at bidrage til en mere afbalanceret debat. Hvad opnår lederen ved at føre skyggedebat frem for at fægte med åben pande?