Skip to main content

Stor ros til forsvaret

♠ Michael Dall, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning

4. dec. 2009
2 min.

Lægeforeningen og Yngre Læger har længe arbejdet for at smidiggøre muligheder for meritoverførsel med Sundhedsstyrelsen som aktiv medspiller. Et arbejde, der er blevet intensiveret med uddannelsesaftalen - og 4-års-reglen - fra foråret 2007. Derfor er det rart at se, at de gode intentioner nu også bliver ført ud i livet som her, hvor det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse - Region Syd har godkendt meritoverførsel af kompetencer opnået på et felthospital i Afghanistan. I takt med, at den praksis bliver mere udbredt, vil det være et af de tiltag, der vil kunne bidrage til at nedbringe speciallægemanglen.

Det er måske heller ikke helt tilfældigt, at det er forsvaret, der er helt fremme i front med at udnytte disse muligheder. Det kunne jo tænkes at påvirke rekrutteringsmulighederne i positiv retning. Set i det lys vil vi opfordre til, at alle kirurger under videreuddannelse får en tilsvarende faglig vurdering, når de opholder sig på felthospitalet og lignende steder.

Meritoverførsel af kompetencer fra et uddannelsesforløb til et andet er en mulighed, som alle bør være mere opmærksomme på at udnytte. Den konkrete sag er ekstra interessant, fordi der også er aftalt en forkortelse af den resterende uddannelse.

»Den reelle afkortning af forløbet er vi specielt glade for. For mens meritoverførsel af kompetencer er gjort meget nemmere med den nye bekendtgørelse, halter det stadig med, at uddannelsesforløbene også afkortes. Afkortning af uddannelsesforløbene skal være en naturlig konsekvens af en godkendt meritoverførsel - det skal være reglen ikke undtagelsen. Bliver det det, vil det være en af de muligheder, som kan skabe flere speciallæger - hurtigere« udtaler Michael Dall, formand for Lægeforeningens Udvalg for Forskning og Uddannelse.