Skip to main content

Strategiske lægelige prioriteter

Overlæge Erik Obel, Hillerød Sygehus, ebobel@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

Sundhedsvæsenet skal tilrettelægges med den fornødne fleksibilitet for øje, således at vi langt frem i tiden kan varetage opgaverne med et minimum af omlægninger i planperioden. Vi skal minimere de ressourcer, der i fremtiden skal bruges på nye omstruktureringer. Ressourcer der tages fra de primære opgaver.

Kvalitet, effektivitet og produktivitet

Vi skal til stadighed optimere diagnostik og behandling. Både på kvalitet, effektivitet og produktivitet. »Væsenets« allervigtigste opgave. De kliniske afdelinger bør ikke belastes med registreringsopgaver, hvis primære formål er at skabe grundlag for statistiske analyser, der beskriver »væsenet«. Adskil sådanne opgaver økonomisk og administrativt fra patientbehandlingen. Den andel af ressourcerne, der anvendes til sundhedsvæsenets primære opgaver, må være fremtidens vigtigste konkurrenceparameter?

Visitation

Nærhedsprincippet må nedprioriteres til fordel for behandling på det sted, der magter opgaven med det banale mål at sikre optimal behandling. Man må forvente, at der i fremtiden vil blive stillet større krav til den primære visitation, før en patient kan modtages i sygehusvæsenet. Det gælder både ved elektive og akutte indlæggelser. Der bør lokalt arbejdes med specificering af samarbejdsregler mellem primærsektoren og sygehusene. Løsning af sociale problemer, der ikke kræver lægelig diagnostik og behandling, er ikke en sygehusopgave.

Krav til behandlingssteder/ sygehuse

Samtidig med et stigende antal ældre, der ofte lider af mange sygdomme samtidig, er der sket en udvikling i retning af, at den enkelte læge kan mere og mere på et snævrere og snævrere felt. En soleklar konsekvens er, at der hos et stigende antal indlagte patienter skal involveres mange læger, der hver især bidrager til at løse en lille delmængde af patientens sygdomsproblemer. Et legitimt krav fra den enkelte patient er, at der på sygehuset findes lægelig ekspertise, der f.eks. kan tage sig både af kredsløbet, af en evt. sukkersyge, af et tilstødt kirurgisk problem, foretage røntgenundersøgelser og give intensiv behandling etc., hvis der er behov for dette. Vi ønsker jo alle den rigtige behandling. Patientbehandling er kompleks og ofte uforudsigelig.

Denne opgave kan kun løses ved etablering af sygehusinstitutioner på en størrelse, hvor de fleste opgaver kan løses, måske suppleret af et mindre antal special enheder. Transport af syge mellem behandlingsinstitutioner er udtryk for en dårlig sygehusstruktur. Et område, der bør i fokus.

Brudfladen mellem sygehus/region og kommune

Den primære lægelige diagnostik og behandling vil ligesom forebyggelse, vedligeholdelsestræning og efterbehandling komme til ledelsesmæssigt og økonomisk at ligge i kommunerne. Brudfladen mellem kommuner og sygehuse, må ikke blive en konfliktzone. Overgangene fra kommune til sygehus og tilbage igen skal både af patienter og af personale opleves som logiske og naturlige - her skal ikke være »kassetænkning«! Det er vigtigt, at der fokuseres på området, og det organiseres sådan, at patientens legitime krav om »sammenhæng« kommer i fokus.

Arbejdstilrettelæggelse

Krav om kvalitet i patientbehandlingen er uafhængig af, om sygdommen skal behandles i formiddagstimerne eller klokken to om natten. Ofte er sygdomsproblemets kompleksitet allerstørst, når en patient indlægges midt om natten.

Ekspertise på specialistniveau inden for en lang række områder bør være til rådighed døgnet rundt.

Dette personale skal have ordentlige arbejdsforhold. Et ordentligt arbejdsmiljø og patientsikkerhed hører sammen.

Det nytter ikke, at arbejdsbelastningen - under påskud af, at lægen skal lave noget og ikke sove - er så stor, at kvalitetskravene ikke kan opfyldes. Er summen af opgaver større end den kan honoreres forsvarligt, svarer det til, at en chauffør kører med overlæs, eller at en pilot er ved at falde i søvn af træthed. Skal man opfylde kravet om tilgang til specialiseret behandling døgnet rundt, skal arbejdet tilrettelægges på en sådan måde, at det skal være muligt for personalet - også i en situation, hvor det vælter ind med patienter - at give en forsvarlig behandling.