Skip to main content

Styr på processer er sund fornuft

Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg. E-mail: mde@regioner.dk

4. nov. 2011
2 min.

INTERESSESKONFLIKTER: ingen

Når man læser Anja Mitchells indlæg (Ugeskr Læger 2011;173:2814), skulle man næsten tro, at den sunde fornuft var afskaffet. Jeg kan glæde hende med, at det er den ikke. Tværtimod mener jeg faktisk, at den sunde fornuft er en del af Den Danske Kvalitetsmodel. Der er jo netop plads til at stille dokumentationskravene, så de matcher virkeligheden.

På samme måde er dokumentationskravene jo fornuftigvis ikke til for dokumentationens skyld. De er til for patienternes skyld. De skal gøre det danske sundhedsvæsen dygtigere. Et moderne og komplekst sygehusvæsen skal have styr på processerne - det forventer patienterne af os. Det kræver, at vi ved, om vi har styr på processerne. Og jeg forstår ærlig talt ikke, at overlæger med ansvar for at lede arbejdet på en afdeling ikke kan se, at dokumentation af processerne er et meget konkret og brugbart arbejdsredskab. Mon ikke medarbejderne på afdelingen foretrækker en leder, der betjener sig af andet end ren intuition? Og mon ikke også den kollega, der overtager vagten, gerne vil vide, hvad forgængeren har observeret, planlagt og udført.

På mange områder, f.eks. NIP, har lægerne selv defineret de indikatorer, der måles efter. Det gælder også data og registreringer til andre kliniske kvalitetsdatabaser. Det er altså ikke en tankegang, som ondsindede djøf'ere er kommet anstigende med udefra - engagerede læger har selv kunnet se meningen med galskaben og ønsker kvalitetsudvikling baseret på data.

Det er imidlertid et meget stort problem, at indikatorer ikke bliver opfyldt, og retningslinjer ikke bliver fulgt. Undersøgelser har vist, at der kan gå op til 17 år, inden en evidensbaseret retningslinje er implementeret. Der kan vi faktisk se, at akkrediteringsprocessen er med til at speede processen op. Mon ikke Anja Mitchell og hendes kolleger kan være enige i, at det er en god ting - for patienternes skyld.