Skip to main content

Sund Skepsis er den bedste medicin

Else Marie Schelin. Privatpraktiserende speciallæge i psykiatri, Roskilde. E-mail: schelin@dadlnet.dk. INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

26. nov. 2010
4 min.



Den 7. og 8. oktober deltog jeg i en konference i Amsterdam med overskriften »Selling Sickness« arrangeret af »Gezonde Scepsis«, et medicinalskeptisk initiativ udsprunget fra »Dutch Institute for Rational Use of Medicine«. For første gang i mit lægeliv har jeg været til et møde støvsuget for sponsorering af medicinalindustrien. Konferencen var støttet af den hollandske stat og WHO - og betalt af deltagerne selv. Nok bare en samling idiosynkratiske medicinalindustrihadere? Næh - oplægsholderne var særdeles vægtige repræsentanter fra bl.a. europæiske lægemiddelinstitutter og WHO. Hvis man vil afvise det hele som ubegrundet hysteri, nødsages man til at undsige WHO og »Dutch Institute for Rational Use of Medicine« som utroværdige. Og det er så åbenbart det formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, gør qua sin leder i Ugeskriftet under titlen »Åbenhed er den bedste medicin«. Her affærdiges al snak om læger i »lommen på medicinalindustrien« som det rene pjat.
Problemet fortsætter

Jeg mener ikke, problemet omkring lægers sponsorering af industrien er ophørt, og jeg mener ikke, at lægers påvirkning af en gavmild sponsor forsvinder ved registrering på en liste.

I august måned i år var 50 psykiatriske kolleger inviteret til en biologisk kongres i Amsterdam i fem dage med alt betalt, middage, luksushotel og rejse. Ja, men det er et særdeles fagligt relevant møde. Tvivlsomt. Hvis man undersøgte de forskere, der fremlagde deres forskning på dette møde, vil et kvalificeret gæt være, at majoriteten af forskerne findes på diverse lægemiddelfirmaers lønningslister, og at en stor del af den forskning, der bliver fremlagt, er betalt af industrien. Frem vokser et merkantilt scenarie, hvor alt er betalt af industrien både foran og bagved scenen.

Skjult pris

Hvad er prisen? Der er den faktuelle pris, som kan udregnes med en lommeregner. Og så er der den anden mere skjulte pris i form af holdninger til sygdom og retningslinjer for behandling. Det er her begrebet selling sickness kommer ind. Jo flere der er syge, jo mere medicin bliver der solgt. Et tema, som er højrelevant inden for psykiatrien, hvor diagnostiske grænser er omgærdet af en bred gråzone og dermed af et stort potentielt marked for industrien.

Hvem betaler? Det gør de mennesker, der kommer i medicinsk behandling for problemer, der bedre kunne være afhjulpet på anden vis. Og det gør de danske skatteydere generelt gennem medicintilskud og patienterne gennem deres medicin, hvor recepterne helt uomtvisteligt er farvet af den goodwill, firmaet har investeret i over for lægerne.

Og hvor ved jeg det fra? Dels er det vist i adskillige undersøgelser, at læger som alle andre mennesker influeres af reklame. Dels ved jeg det fra helt egen dyrekøbt erfaring. Da Lundbeck lancerede Cipralex ca. 2002, blev jeg sammen med det meste af den danske psykiaterbestand inviteret med til deres stort anlagte lanceringsmøde i Paris med dyre foredragsholdere - selvfølgelig fra Lundbecks egen »stald« - luksushotel og gourmetmad. En ren såkaldt ludertur. Påvirket? Nej selvfølgelig lader man sig som læge ikke påvirke, vel?

Jeg bliver påvirket

Fakta er blot, har jeg måttet se i øjnene, at lige indtil for nylig har jeg udskrevet Cipralex som førstevalgs selektiv serotonin-genoptagelseshæmmer (SSRI)-præparat til mine patienter. Cipralex er et udmærket præparat - det er bare ikke bedre end langt billigere alternativer. Herved har jeg påført mine patienter en unødig høj udgift og de danske skatteborgere en ekstra udgift, og derved er min hedengangne rejse betalt flerfold tilbage til Lundbeck - bare ikke af mig. Det skal ikke ske igen. Derfor har jeg meldt mig ind i »Læger uden Sponsor« og derfor tog jeg engageret og glad og selvbetalende af sted til konferencen »Selling Sicknes« og kom glad og opløftet hjem. Jeg er ikke alene, selvom det virker sådan i den danske lægefaglige dagligdag.


www.gezondescepsis.nl

> Svar til Else Marie Schelin

af Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen E-mail: mkh@dadl.dk.Interessekonflikter: Ingen

Jeg er helt enig med dig i, at sund skepsis er nødvendig i forhold til medicinalindustrien. Det er vigtigt, at vi som læger hele tiden er bevidste om, at lægemiddelindustrien har en kommerciel interesse i at kontakte læger og sponsorere deres aktiviteter. Min holdning er, at det er vigtigt, at der er kontrol og åbenhed omkring lægers samarbejde med industrien, og jeg mener også, at det er vigtigt, at der er tilbud om uddannelse, som ikke er sponserede. Det har vi f.eks. i Lægeforeningen.

Når det gælder forskning og udvikling, så mener jeg, at det er et gode, at læger og medicinalindustri samarbejder. De mennesker, som ved mest om behandling af syge, er læger, og derfor er deres medvirken vigtig for udvikling af nye og effektive lægemidler. Alt andet ville være at svigte patienterne. Men naturligvis igen under myndighedernes kontrol. Det er helt afgørende.