Sundhedscentre

Hvis alment praktiserende læger pålægges at indgå i kommunale sundhedscentre, vil det uvægerligt gå ud over kernefunktionen, konsultationen. Man kan frygte, at patienternes utilfredshed med lægens tilgængelighed i konsultationen vokser, mens lægerne gradvist vil opdage, at direkte patientkontakt træder i baggrunden til fordel for krav om koordinering af utilstrækkelige resurser i den primære sundhedssektor og socialvæsenet. Det som umiddelbart ser ud som en god ide, at lade patientens egen læge være koordinator i forhold til alt, der sker med den enkelte patient, kan hurtigt vise sig at blive til uoverskuelige opgaver, hvis egen læge skal klare alt det, der ikke er resurser til andre steder. De praktiserende læger risikerer at stå tilbage som utilfredse bureaukrater med ansvaret for en uløselig opgave.

Sundhedscentre er et begreb, der for tiden bruges ofte, uden at det er særlig klart, hvad begrebet præcis dækker over; men det lyder godt, signalværdien er i orden, spørgsmålet er om indholdet også svarer til etiketten. I den nyligt offentliggjorte sektoranalyse fra Strukturkommissionen [1], synes ordet at blive brugt om et større, lokalt klinikfællesskab (ca. 20 læger), hvori der indgår såvel praktiserende læger som forskellige andre behandlere i den primære sundhedssektor, fx fysioterapeuter, kiropraktorer, diætister, jordemødre og tandlæger, desudover ligger der i konceptet også et meget tæt samarbejde både med den kommunale hjemmesygepleje, handicapteamet og det tværfaglige børneteam; den praktiserende læge skal være tovholder. I det finske forbillede er der også faciliteter, der giver mulighed for indlæggelse af patienter til mindre kirurgiske indgreb samt både akutte og langtidsmedicinske patienter. Selv om det ikke udtrykkes direkte i rapporten, fremgår det tydeligt af debatten, at mange forventer, at det netop er denne form for gammeldags, lokale sygehuse, der i virkeligheden lægges op til, kommunale institutioner passet af de praktiserende læger. Der er på nuværende tidspunkt adskillige eksempler på, at nedlagte sygehuse lejes ud til forskellige sundhedspersoner eller anvendes til forskelligt former for forebyggelse eller såkaldte akutstuer eller aflastningspladser, som bruges til syge ældre, som ikke kan behandles i hjemmet.

Bag visioner og kønne ord ligger, at sundhedscentrenes egentlige formål er behandlingen af de kronisk syge ældre.

I takt med at sygehusvæsenet specialiseres, effektiviseres og akkrediteres, bliver der stadig mindre plads til de kronisk syge på sygehusene, og behandling, genoptræning og rehabilitering af disse meget svage mennesker lægges ud i primærsektoren. Gruppen af ældre vokser samtidig med, at det bliver stadigt sværere at rekruttere læger og kvalificerede medarbejdere i hjemmeplejen og på de kommunale institutioner.

Det er klart at samfundet også i de kommende år, med færre læger, fortsat skal kunne tilbyde god lægelig behandling af de ældre patienter, og i mange tilfælde vil de være godt tjent med et behandlingstilbud i eller tæt på eget hjem; men den skitserede model frembyder en række problemer og store ændringer i de praktiserende lægers arbejdsområder.

At skulle behandle patienter, der midlertidigt befinder sig på en kommunal institution, adskiller sig væsentligt fra de funktioner, praktiserende læger har i dag. Hvad enten der er tale om behandling under heldøgnsindlæggelser, i daghospital eller i eget hjem, er der behov for koordinering af de forskellige faggruppers indsats for patienten, faggrupper med varierende uddannelsesmæssig baggrund. Det stiller store krav til kommunikationen, det er en vanskelig og tidskrævende opgave, der kræver megen journallæsning, mødeaktivitet og telefonopringninger; den tid der går hermed, konkurrerer med den tid lægen er tilgængelig i sin klinik. Med de rekrutteringsmæssige vanskeligheder, der er for tiden, kræver det en stor indsats blot at sørge for, at der er læger nok til at opretholde nuværende aktivitetsniveau og tilgængelighed.

Praktiserende læger har en lang uddannelse bag sig og en enestående klinisk erfaring. Den almene, brede sundhedsfaglige baggrund kombineret med konsultationsprocessen er den kompetence, den praktiserende læge stiller til rådighed for sine patienter; det er den faglighed hver enkelt læge har uddannet sig til. Den læge, der havde ønsket at blive administrator af offentlige ydelser eller overlæge på et mindre sygehus, havde vel taget en anden uddannelse eller valgt et andet erhverv.

Praktiserende læger er individualister og opfatter sig selv som selvstændige erhvervsdrivende, de værdsætter deres selvbestemmelse mht. arbejdet i klinikken, økonomien og de fysiske rammer. En del ønsker at indgå i mindre klinikfællesskaber med kolleger og af og til andre behandlere, de selv finder sammen med. At skulle indgå i større, eller endog meget store klinikfællesskaber, indebærer en række åbenlyse og uacceptable begrænsninger i lægernes selvbestemmelse.

Den ændrede aldersfordeling i befolkningen vil med tiden øge diskrepansen mellem ideale fordringer til hjemmepleje, kommunale institutioner og socialvæsenet og de reelle muligheder. En central placering i prioriteringen af de begrænsede offentlige resurser vil uvægerligt følges af krav om kvalitet og ansvarlighed, egenskaber som det kan blive endog meget svært at bevare, når de økonomiske og menneskelige resurser ikke står mål med forventningerne til niveauet. Praktiserende læger er ansvarlige og yder kvalitet i forhold til den enkelte patient - under hensyn til de offentlige resurser, men spørgsmålet er, hvem der skal prioritere og administrere disse resurser, og om de praktiserende læger er tjent med at skulle stå til ansvar og ansigt til ansigt med befolkningen, når det bliver vanskeligere end nu at levere varen.

Spørgsmålet er om de praktiserende læger fortsat kan bevare glæde og engagement i mødet med patienten, hvis de skal bruge en stor del af deres tid på vanskelige koordinerings- og prioriteringsopgaver.

Det danske sundhedsvæsen har en enestående opbygning og en resurse, som misundes af mange, og den skal der værnes om. Derfor skal de praktiserende læger først og fremmest have tid og energi til fortsat at beskæftige sig med det, de er særlig gode til:

»... at hjælpe de mennesker, der søger lægens hjælp, med at løse deres helbredsmæssige problemer på et sundhedsfagligt grundlag i et kontinuerligt læge-patient-forhold og i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen« [2].