Sundhedsdrama fra Days of Our Lives

Interessekonflikter: ingen

Hermed et klip fra stue 10 på en kirurgisk afdeling. Navnene er fiktive men fortællingen er ægte, baseret på en hårrejsende, virkelig hændelse.

Ross blev opereret for en byld under huden og udskrevet samme aften. Men måtte genindlægges pga. infektion og gå igennem flere operationer. Forløbet var belastende. Den primære og sekundære sektor gjorde det ikke nemmere.

Det var blot en uge siden det begyndte, hvor den unge mand fik rødme og hævelse i maven efter at have stukket sig med insulinsprøjten. Om morgen ringede han til egen læge, men kom igennem til en sygeplejerske. Hun syntes ikke, at han skulle tilses af en læge. I stedet fik han besked på at tegne en cirkel rundt om hævelsen og holde øje med, om den udvidede sig. Han afstod fra at lege Picasso og tog senere til vagtlægen, som konstaterede infektion og satte ham på antibiotikabehandling. Senere på aftenen fik han smerter i området og feber. Vagtlægen ordinerede smertestillende medicin og rådgav ham til at afvente virkningen af antibiotika. Dagen efter kontaktede han egen læge og fik denne gang lov til at komme til en konsultation. Resultatet var en henvisning til akut kirurgisk vurdering. Kirurgerne diagnosticerede tilstanden som en subkutan absces, der ikke havde gavn af antibiotika, og indlagde ham til operation. Ross blev holdt fastende. I mellemtiden kontrollerede han flittigt blodsukkeret, som svingede meget pga. infektionen og fasten.

Vente, vente, vente

Vente, vente, vente. Stadig travlt på operationsgangen. Ved midnat fik han besked om, at man var løbet tør for bedøvelse, og operationen måtte udsættes. Han bevæbnede sig med tålmodighed. Man foretog indgrebet dagen efter. Ross blev efterfølgende udskrevet uden at have fået fortalt, hvordan det gik. Dog var man så flink at tilbyde ham, at han kunne ringe, hvis der skulle opstå feber eller problemer i øvrigt. Hvem skulle han ringe til? Hans pårørende, Phoebe, som selv var sundhedsfaglig, bad om kontaktpersonoplysninger. De fik et visitkort.

Om natten steg hans temperatur til 37,4. Om morgen vågnede han op med en temperatur på 37,8. Han tog visitkortet frem og ringede til afdelingen. De bad ham komme. Man fandt ham alment påvirket. Forvagten forsøgte at rense såret med saltvand. Det var byldeømt, betændt og ildelugtende. Nå, men patienten kunne bare tage hjem igen og fortsætte antibiotikabehandlingen, mente forvagten. Ross og Phoebe sad stille i total undren over dommen. Forvagten brød den protesterende tavshed og tilkaldte dr. Drake Ramoray mhp. en second opinion. Bagvagten kiggede på såret, smed så handskerne væk og kastede en bemærkning om, at patienten bare kunne tage hjem og spise dicloxacillinpiller.

»Mener du det?!«, spurgte Phoebe. »Det hér kan jo kun gå ned ad bakke! Han får sikkert høj temperatur inden længe og kan risikere blodforgiftning«, tilføjede hun. »Ok, vi tager ham ind og giver ham antibiotika intravenøst«, udtrykte hans læber modvilligt, imens hans øjne udstrålede »pis nu af«.

De sad nu i venteværelset i en time. Phoebe gik ind på sengeafdelingen og spurgte, om der ikke snart var en stue klar, da Ross ikke havde det godt. De fik lov til at komme ind på en firemandsstue, hvor der lå to andre patienter. Han nåede lige at ligge og få lagt et drop, før han begyndte at hyperventilere og blive utilpas. Phoebe hev i snoren for at få hjælp og målte blodsukkeret. Nu kom personalet for alvor i gang med at undersøge for basale værdier. 39,5 i feber. Blodtryk og puls var høje. Forvagten kom ind og genordinerede dicloxacillin. »Skal han ikke have trestofsbehandling på mistanke om sepsis?«, spurgte Phoebe. »Jo, han får også bredspektret antibiotika«, forsikrede forvagten. »Men det er jo kun én type, I giver ham«, konstaterede Phoebe. »Ja ok, vi kunne også give ham metronidazol«, sagde forvagten tøvende. Forhandlingen landede på tostofsbehandling.

Ross løftede hovedet og hev efter vejret. Blev mere fjern, men stadig kontaktbar. Han fik ibuprofen og Paracetamol for at slå feberen ned. En kvindelig bagvagt kom ind. Patientens respiration var noget roligere nu. Bagvagten vurderede, at han skulle genopereres næste dag (søndag).

En time efter var temperaturen, pulsen og blodtrykket faldet, og hans tilstand var stabiliseret. Om aften rensede sygeplejersken såret til stor gene for Ross på trods af smertedækning.

Han blev holdt fastende igen. Om morgen gik den selv samme bagvagt, der ville sende ham hjem ved ankomst, stuegang. Han spurgte kun om vanlig medicin. Ville ikke sige noget om, hvornår Ross kunne ligge under kniven, da kirurgerne havde travlt. »Det kan blive om et par timer eller først senere på aftenen«, sagde han med et skævt smil, imens han tordnede ud af stuen efter at have overstået stuegangen på rekordtid.

Så stjerner af smerte

Ved vagtskifte kom en sympatisk forvagt med en kedelig besked, som han virkede oprigtigt ked af at skulle meddele: »Man når ikke at operere dig i dag - desværre«. Ross protesterede ikke, selv om det hele efterhånden var sindsoprivende irriterende. De mest akutte må opprioriteres, tænkte han i sit overbærende sind. Phoebe var indhyllet i frustration. Forvagten kiggede på såret, som var fyldt med nekrotisk væv og opgav at skylle det, da Ross så stjerner og ufo'er, hver gang man pillede ved såret. »Der er ingen grund til at pine manden, jeg må lige konferere med bagvagten«, mumlede han til sygeplejersken. Patienten, som hele vejen igennem forsøgte at bide smerten i sig, fældede nu en tåre. Phoebe havde svært ved at holde masken. Sygeplejersken sendte hende et blik så fuldt af medfølelse og spurgte: »Er du ok?« »Faktisk ikke. Det er anden gang, I aflyser«, svarede hun med et vådt blik. Sygeplejersken spurgte, om Phoebe ville have noget at drikke eller spise. »Nej, jeg vil have svar. Hvor dybt er såret? Hvad er prognosen? Er bughulen ramt? Hvordan ser infektionstallene ud? Hvorfor er der ikke blevet podet fra såret før nu? Hvad er jeres retningslinjer for behandling af abscesser, og er det forsvarligt at udskyde ...?!«. Forvagten kom nu tilbage ledsaget af en tillidsindgydende bagvagt, der i det øjeblik han trådte ind ad døren, sendte en bølge af ro igennem lokalet. Han fik et glimt af såret, og oplevede et væld af anstrengt stemning. Han annullerede aflysningen og fastholdt, at Ross skulle opereres akut. Bagvagten gik videre til room-mate'n, en ung mand med obstruktion i tarmen og en CT, der viste dilateret tyndtarm. Det var meningen, at vedkommende skulle opereres akut, men det var ikke muligt at squeeze ham ind i køen, og han måtte tage mere morfin og kvalmestillende medicin for at holde smerterne ud.

Resursesvækket behandlingssystem

Ross måtte senere gå igennem flere operationer for at få bugt med abscessen. Det kan være træls og livstruende at have en absces, men at opleve et resursesvækket behandlingssystem oveni, er bare for meget.

Kan sådan noget virkelig ske på akkrediterede sygehuse? Virkelighedsfjerne visioner om supersygehuse og h immelråbende ambitioner om behandling i topklasse synker ned i en sundhedsverden, der emmer af manglende personale og skriger på politisk indgriben til at få dækket helt basale behov såsom operationskapacitet og ordentlige rammer for at yde behandling til dem, der behøver det.

Læger har også et ansvar for at udnytte de begrænsede resurser ordentligt. Problemet ville have været bedre håndteret, hvis de gjorde noget i tide, allerede ved første kontakt med egen læge. Havde patienten i denne case indvilget i at tage hjem, som bagvagten skønnede, han skulle, var han kommet en halv time efter med ambulancen, direkte nede i modtagelsen og så tilbage på den afdeling, som han lige forlod på lægens opfordring. Spild af resurser.

Kære regering, Astrid Krag, Sundhedsstyrelse, regionspolitikere og sygehusledelse. Besøg afdelingerne, operationsstuerne, tal med patienter og deres pårørende og få et realistisk billede af de vilkår, I er med til at forme. Det kan være, I vælger at komme ind i kampen i stedet for at føre lænestolspolitik. Tak.