Skip to main content

Sundhedsstyrelsens Indberetningsklient - en dødssejler?

Afdelingslæge Kirsten Møller, Intensivafdeling ITA 4131/Center for Inflammation og Metabolisme, Epidemiafdeling M, Afsnit 7641, Rigshospitalet. E-mail: kmoeller@rh.regionh.dk

9. jan. 2009
6 min.

Jeg arbejder på en intensivafdeling, hvor patienterne oftest er kritisk syge og undertiden dør under indlæggelsen. Som udgangspunkt anser jeg mig for at være en omhyggelig og nærmest artig læge, også når det desværre er for sent set ud fra patientens synspunkt. Jeg har således for det meste forsøgt at udfylde dødsattesterne korrekt med alle relevante bidiagnoser, de forskellige sygdommes/tilstandes varighed angivet så præcist som muligt og en udførlig redegørelse under »supplerende oplysninger« i respekt for det liv, der er afsluttet, og for at skabe interesse for sygehistorien hos modtageren - og bestræbt mig på ikke at anføre institio cordis som dødsårsag, selv om det paradoksalt nok hyppigst har været denne begivenhed, der definerede dødstidspunktet. Jeg er også en trofast supporter af it-systemer - når de fungerer. Det er måske her, at kæden er hoppet af, kurven er knækket, finkerne er røget af panden, eller hvordan man nu skal formulere det.

Sundhedsstyrelsens Indberetningsklient har været obligatorisk til elektronisk indberetning af dødsattester i godt seks måneder - hvoraf jeg har kunnet indberette korrekt i alt i en måned. Tidslinjen er efter hukommelsen nogenlunde som følger:

Medio december 2007: Modtager mail om, at elektronisk indberetning af dødsattester bliver obligatorisk fra den 1. januar 2008, brev med TDC digital signatur såvel som flere mail med brugsanvisninger. Følger dem nøje.

Januar til marts 2008: Venter på godkendelse - min afdeling står i kø efter blandt andet lægerne på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (?). Da turen endelig kommer til os, fungerer det bare ikke for mig og en hel del andre. Jeg begår en fatal fejltagelse - forsøger at tilmelde mig igen, hvilket får systemet til at gå i baglås. Det tager tid at rette.

April 2008: Hurra! Endelig fungerer det (kolleger på afdelingen kan forklare, hvordan man først skal åbne Klient, herefter logge ind på TDC signatur, herefter åbne Klient-log in, herefter atter logge ind på TDC ... indtil man pludselig er inde i selve systemet og kan begynde at bruge det - kun afbrudt af gentagne login-procedurer). Selve diagnosesystemet er mindre end intuitivt indrettet. Muligvis en arv efter det gamle klassifikationssystem - men det virker en smule besynderligt at finde specifikke diagnoser som »eksposition for vulkanudbrud« (X35) og »abnorm separationsangst i barndommen« (F93.0), mens det ikke er muligt at kode for eksempelvis »septisk shock« (må anføres som »andre former for shock«) eller »fækal peritonitis« (»sekundær peritonitis«), som trods alt er hyppigere dødsårsager på min afdeling. Det elektroniske system forsøger at »hjælpe« en, efterhånden som man staver sig igennem en diagnose ved at angive mulige løsninger i en drop down-liste, men oftest kommer de mest nærliggende løsninger overhovedet ikke og i hvert fald ikke med de første bogstaver. Ofte er en del af en gruppe diagnoser angivet kun med latinske og den anden del udelukkende med danske betegnelser. Som eksempel kan nævnes »anaemia haemolytica medicamentalis autoimmunosatoria« versus »autoimmun hæmolytisk anæmi«; det betyder, at søgeprocessen efter en specifik diagnosekode antager karakter af tilfældige indtastninger, indtil man ved et held render ind i det rigtige eller alternativt opgiver og koder noget ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt ind. Mystisk, men underholdende. Afslutningsvis skal man naturligvis logge ind igen, før systemet tillader afsendelse af den færdige attest.

Maj 2008: »Falder af« systemet efter mindre end en måned - kan logge ind, men ikke se eller oprette skemaer - selvfølgelig på en vagt midt om natten. Bruger en time på at forsøge at få det til at fungere - forgæves; pc-supporten kan ikke hjælpe. Næste morgen konstaterer vi, at det er et problem for alle. Supporten oplyser, at der er en generel fejl i Klienten, at det vil blive rettet snarest, og at jeg skal udfylde en midlertidig papirdødsattest. Udfylder midlertidig papirdødsattest og får en standardreprimande pr. mail fra hospitalets it-afdeling for at have udfyldt en papirdødsattest i stedet for en elektronisk. Skriver tilbage, at det skete på foranledning af it-afdelingen og får en mail med tak for at have gjort opmærksom på, at supporten til dødsattester ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Juni 2008: Ingen dødsfald på mine vagter; regner (naivt) med, at ovennævnte problem er rettet.

Juli 2008: Samme situation på vagt en lørdag nat - supporten kan endnu engang ikke hjælpe. Det lykkes mig at få hospitalets næstsidste papirattest op under neglene. Udfylder den - kun for dagen efter at opdage, at systemet fungerer for de andre læger bare ikke for mig. Kontakter supporten igen og får nu at vide, at jeg har mistet mine læserettigheder, men at de vil prøve at genoprette dem. Det tager »kun« fem dage. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få en berusende lykkefølelse a la bjergetapesejr i Tour de France af at kunne udfylde en dødsattest, men sådan føltes det faktisk ikke endnu engang at skulle ringe flere gange til supporten, opstøve uopstøvelige, ulovlige, reprimandepådragende papirattester, bede mine kolleger om at gøre mit arbejde ... Intet er så galt, at det ikke er godt for noget!

Til gengæld har afdelingen nu (ultimo juli) opdaget, at vi ikke har læserettigheder til de samme dødsattester - i praksis med den konsekvens, at hvis en patient dør på min vagt, skal jeg enten: 1) påbegynde dødsattesten og blive, indtil han/hun er synet, og familien er kommet ind og har taget stilling til obduktion (i et konkret tilfælde skulle de hjem fra Japan), eller 2) overlade hele dødsattestskrivningen til den kollega, der tager sig af sidste del af processen, og som ikke kender hele forløbet i detaljer. Vi er i gang med at retablere læserettighederne - hvilket kræver, at alle ca. 30 lægers navn, CPR-nr. og it-registreringsnummer oplyses til vores it-afdeling ...

Konklusion: Jeg er dødtræt af at skulle udfylde dødsattester i et elektronisk system, der måske, måske ikke fungerer - at skulle opsøge support på unævnelige tidspunkter uden at kunne få hjælp - at blive henvist til papirdødsattester, som dels medfører irettesættelser og dels er ved at være brugt op på mit hospital - at være bekymret for, om vi en dag vil være nødt til at tilbageholde døde personer, fordi vi ikke har mulighed for at udfylde en gyldig dødsattest - og, i det omfang det er lykkedes mig at få adgang til det forjættede Klient-land, at skulle kode for dødsårsager, der er ubrugelige i den virkelighed, jeg arbejder i. Vi udfører dobbelt- og tredobbelt registrering af både patient- og lægedata og retter fraktalt gentagne henvendelser til hospitalets it-afdeling, som også må være ved at være godt slidt - det er urimeligt, stressende, krænkende for arbejdsmoralen og spild af arbejdstid, der går fra de levende patienter!

Jeg forstår sådan set godt, at det er svært at lave et sikkert system, der skal forhindre hackere i at bryde ind og fabrikere ulovlige dødsattester. Det, tror jeg til gengæld, er lykkedes - når ikke engang landets læger kan få adgang, kan det næppe lade sig gøre for hackerne heller. Skulle der alligevel sidde en enkelt derude, der har gidet gør e forsøget og har haft heldet med sig, må vedkommende hjertens gerne sætte sig i kontakt med mig - man ved aldrig, hvornår jeg »falder af« og får brug for hjælp til at »komme på« igen for at kunne gøre mit arbejde!

Med andre ord, kære Sundhedsstyrelse: Vær rar at lave systemet om - hellere i dag end i morgen!