Skip to main content

Sundhedsstyrelsens kommentarer til overlæge Hans Karles indlæg: »De lægevidenskabelige specialer i EU's lægedirektiv - nogen må have sovet i timen«

Kontorchef Eva Hammershøy, Sundhedsstyrelsen. E-mail: evh@sst.dk

16. mar. 2006
2 min.

I forbindelse med ikrafttræden af den nye danske speciallægeordning fra den 1. januar 2004 udarbejdede Sund-hedsstyrelsen i april måned 2004 et notat til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om anmeldelse af de nye og ændrede danske specialer i lægedirektivets (93/16/EØF) bilag C.

Som Hans Karle korrekt gør opmærksom på, er de nye danske specialer imidlertid hverken optaget i det indtil nu gældende lægedirektiv eller i det nye samlede direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (2005/36/EF), der bl.a. omfatter læger. Sundhedsstyrelsen beklager den manglede optagelse og har igennem Indenrigs- og Sundhedsministeriet i flere omgange presset på for at få ændringerne optaget. Så vidt Sundhedsstyrelsen er orienteret, skyldes den manglende optagelse bl.a. forhold i forbindelse med overgangen mellem det nuværende direktiv og det nye samlede direktiv.

Konsekvensen kan være, at danske læger med speciallægeanerkendelser i de nye danske specialer kan få vanskeligheder ved automatisk af få konverteret specialet i et EU-land, hvor den danske læge ønsker at arbejde. Det er dog Sundhedsstyrelsens erfaring, at de respektive EU-landes sundhedsmyndigheder i tilfælde af tvivl sender en forespørgsel til det pågældende uddannelsesland, om hvorvidt et givent speciale opfylder kravene til direkte konvertering. Lægen med det nye speciale vil således kunne forvente en konvertering, dog ikke med samme automatik, som der er lagt op til i direktivet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at mængden af danske læger med de nye specialer endnu er ganske begrænset.

Sundhedsstyrelsen foreslog ligeledes i april 2004, at EU-læger med speciale i et af de nedlagte danske specialer i en overgangsperiode indtil 1. januar 2011 fortsat skal kunne opnå tilsvarende anerkendelse i disse specialer i Danmark i overensstemmelse med reglerne i lægedirektivet. Baggrunden herfor er, at der også i Danmark i denne periode vil være en større gruppe læger, der fortsat uddanner sig efter den tidligere uddannelsesordning og dermed får anerkendelse i disse specialer. Dette er ikke mindst af betydning for grundspecialet intern medicin, der er anerkendt i alle EU-lande, bortset fra Danmark. Den nødvendige ændring er nu indarbejdet i bekendtgørelse nr. 269 af 4. april 2005 (§ 9, stk. 2), der har afløst den oprindelige speciallægebekendtgørelse nr. 608 af 24. juni 2003.

Hans Karles indlæg blev bragt i Ugeskr Læger 2006;168:302