Sundhedsvæsenet er ikke forkælet, snarere forsømt

De kan snildt være på et gruppebillede. Vi taler om fire personer. Det er så mange flere, der er blevet ansat på landets sygehuse fra 2015 til 2017. Lige præcist hvem de er, er naturligvis umuligt at indkredse, og under alle omstændigheder har medarbejderne med stor sandsynlighed også alt for travlt til at stille op til fotografering. For mens antallet af ansatte er vokset med fire (!), er der strømmet ekstra 50.000 patienter ind på sygehusene i løbet af de samme to år. Der er ansat flere læger og tak for det, men med den anden hånd er der fyret sygeplejersker, SOSU-assistenter og lægesekretærer.

Det er tal, som siger mere om de faktiske vilkår i sundheds-væsenet, end statsministeren gjorde for nylig. Det var en selvstændig pointe for ham, at der er kommet flere læger på sygehusene. Han peger på, at der siden 2001 er ansat en ekstra læge om dagen undtagen om søndagen. Det er naturligvis positivt. Men det er altså ikke hele billedet.

Vi oplever i dag et helt urimeligt pres på læger og kolleger fra andre faggrupper. Man kunne nævne Sundhedsplatformen og de fyrede lægesekretærer i Region Hovedstaden som et grelt eksempel på, hvad der sker. Men faktum er, at hele sundhedsvæsenet er mærket af, at der er færre hoveder og hænder til at tage sig af pleje, omsorg, it og administration. Opgaver, som skaber sammenhæng, og som er helt nødvendige for, at vi som læger kan give patienterne den bedste behandling.

Forhåbentlig vil man på Christiansborg og omegn nærstudere disse tal. For det er en udbredt opfattelse i den politiske verden, at sundhedsvæsenet bliver forkælet, når der deles penge ud. Senest kunne jeg i Politiken for nylig læse et indlæg fra en rådgiver for en tidligere statsminister, hvor han beskriver, hvordan man i dag bruger flere penge »på jodtabletter, gazebind, sygeplejersker, læger og operationsstuer« end for 10-15 år siden. Den politiske ekspert opfordrer til at søge dækning op til det kommende folketingsvalg, for »vi bliver bombarderet med sundhedsmilliarder«.

Jeg er nu sikker på, at enhver »sundhedsmilliard« vil blive budt mere end velkommen. For vi lever i en tid, hvor samtlige regioner må skære dybt for at få næste års budgetter til at hænge sammen, hvor de medicinske afdelinger i fire ud af fem regioner er plaget af overbelægning, og hvor Arbejdstilsynet er en hyppig gæst på afdelingerne. Der er al mulig grund til at råbe op på patienternes vegne. I de kommende år vil der være stadig flere ældre, som har brug for behandling, pleje og omsorg.

Husk det nu, politikere, i de aktuelle forhandlinger om finanslov, i den kommende sundhedsreform og i den valgkamp, som bliver en realitet inden for de kommende knap ni måneder. Vi arbejder i et sundhedsvæsen, som er presset, og som trækker tunge veksler på sine medarbejderes samvittighedsfuldhed over for syge mennesker. Det er et sundhedsvæsen, som langtfra er forkælet, nogle steder snarere forsømt, og der er brug for flere penge, hvis vi bare skal holde det niveau, som vi kender i dag.