Sundhedsvæsenet kan kun blive nært med de praktiserende læger

Det er altid dejligt, at en kronik bliver læst. Undertiden læses den ikke i den ånd, den er skrevet. Dette er tilfældet med Henning Baggers (HB) kronik om nogle af budskaberne i min kronik fra den 3. juli. Forklaringen kan være min skriftlige uformåenhed eller HB's ufuldstændige forståelse af den sundhedspolitiske debat.

Mit hovedbudskab var klart: Skal tankerne bag det nære sundhedsvæsen lykkes, er det afgørende, at de praktiserende læger inddrages og spiller en central rolle. HB's kronik har ikke overbevist mig om det modsatte – bl.a. fordi anden del slet ikke drejer sig om det nære sundhedsvæsen, men om de stigende udgifter til sygehusmedicin, og hvor medicinalindustrien i samme ombæring lige får hug. Dette kommenteres ikke nærmere her. Interesserede henvises til min oktoberbog »Prioritering i Sundhedsvæsenet – hvorfor er det nødvendigt?«.

Ikke et spareprojekt

HB kan tydeligvis ikke lide ideerne om det nære sundhedsvæsen og mener endda at vide, at det, der ønskes af de praktiserende læger, er dårligere behandling af gamle, så kommunerne kan spare penge. Desværre dokumenteres udsagnet ikke, ligesom det antages, også udokumeteret, at der alene er fokus på ældregruppen. HB kunne med fordel læse KL's publikation om det nære sundhedsvæsen, hvor kun en mindre del, uheldigvis, drejer sig om samarbejdet med almen praksis, hvilket faktisk var én af kronikkens pointer. I stedet blev der gjort meget ud af de sundsopgaver, som kommunerne fik i forbindelse med kommunalreformen i 2007– sundhedsopgaver, som er rettet mod hele befolkningen, ikke blot de gamle.

Jeg vurderede ikke ønskværdigheden af det nære sundhedsvæsen, men forsøgte i stedet at vise, hvor vigtige de praktiserende læger i givet fald er. Tanken om det nære sundhedsvæsen er kommet for at blive – uanset om man kan lide det eller ej, og ikke alt er lige godt, men dette var ikke hovedemnet for min kronik. Det er dog ubestrideligt, at kommunerne har en vigtig rolle i fremtidens sundhedsvæsen på mange områder, især efter at sygehusstrukturen er blevet centraliseret. F.eks. vedrørende rehabilitering af kronikere, hjemmesygepleje i forbindelse med udskrivelse og den befolkningsrettede forebyggelse.

HB har også kritiske kommentarer til de skriftlige arbejder, som jeg henviser til. Det ene afvises, fordi det ikke drejer sig om ældre. Som nævnt er dette sagen uvedkommende. Der er kritiske kommentarer til det sønderjyske ACCESS-projekt, fordi det ikke lykkedes at inkludere det forudberegnede antal patienter. Det svækker givetvis undersøgelsens konklusioner, men gør den dog ikke værdiløs på et felt, hvor der savnes dokumentation.

HB har den opfattelse, at alt skal fortsætte uændret, og at det eksisterende til enhver tid er at foretrække. Heller ikke her er jeg enig. I den forbindelse medtænker HB ikke udfordringerne i almen praksis, f.eks. det forhold, at det i flere egne af landet ikke er muligt at sælge ydernumrene.

Skuffende visionsarbejde

I lyset af lovindgrebet i sommeren 2013 igangsatte PLO og DSAM et visionsarbejde. Visionsprocessen indeholdt både en borgerundersøgelse, interview med centrale eksterne interessenter og en omfattende medlemsinddragelse i form af møder i de kommunale lægelaug, regionale møder og to spørgeskemaundersøgelser. Dette arbejde er vigtigt, omend jeg finder resultatet en smule skuffende dømt ud fra det rundsendte resume.

Der er stor politisk fokus på det nære sundhedsvæsen. I sommerens økonomiaftaler med kommunerne og regionerne er der næsten enslydende formuleringer om at udarbejde en samlet plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, der med en sammentænkning af sygehusfunktioner, praksissektor og kommuner skal sikre en effektiv og sammenhængende indsats for særligt de ældre patienter og mennesker med kronisk sygdom.

I udvalgsarbejdet deltager Danske Regioner, KL, Social- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet. Udvalget afrapporterer i 2016.

PLO og Lægeforeningen har efterlyst en sådan plan. PLO har udtrykt et forståeligt ønske om at sidde med i udvalget, men dette er uheldigvis blevet afvist. PLO kan levere et vigtigt input uden at opfatte det som begyndelsen på kommende overenskomstforhandlinger. Et stille håb er, at PLO alligevel kommer med i arbejdet.