Sundhedsvæsenets problemer kan løses, hvis regeringen tør lytte

Nogle økonomer forudser, at sundhedsvæsenet bliver en af de største økonomiske magtfaktorer i den vestlige verden i de kommende årtier. Men allerede nu spiller sundhedsvæsenet en central rolle både økonomisk og politisk herhjemme. Det mest grelle eksempel er de netop overståede forhandlinger om finansloven, hvor placeringen af et vestjysk sygehus har udløst en politisk proces, som mest af alt giver mindelser om en latinamerikansk bananrepublik i 1960'erne. En proces som tilmed truer med at sabotere hele det fundament for udviklingen af sygehussektoren, som Sundhedsstyrelsen, regionerne og Folketinget har tilsluttet sig. Men heldigvis er der sket meget andet af mere konstruktiv karakter, som gør det værd at stoppe op et øjeblik og gøre status over de seneste måneders begivenheder.

For sygehuse og sundhedsvæsen har oplevet en sand regn af rapporter, som har sat fingeren på større eller mindre udfordringer, problemer og potentialer for forbedringer. Hver især peger rapporterne i forskellige retninger, men set i et større perspektiv tegner der sig en række handlemuligheder, som kan bidrage til forbedringer for patienter og personale. I al ubeskedenhed kan man konstatere, at rapporterne indeholder en række forslag, som Overlægeforeningen, Lægeforeningen og andre har peget på i flere år.

VISMÆNDENE

Det Økonomiske Råd, også kendt som Vismændene, offentliggjorde for få uger siden den halvårlige status, som indeholdt en særskilt, omfattende analyse af sundhedssektoren. I centrum står sektorens betydning i den samlede offentlige økonomi. For det er et dystert perspektiv, vismændene præsenterer. Udgifterne til sygehuse, almen praksis og resten af sundhedsområdet lægger år for år beslag på en større bid af kagen. Mere præcist er udgifterne hvert år vokset med en procent mere end i den øvrige offentlige sektor i de seneste ti år, især pga. behandlingsgarantier og det udvidede frie sygehusvalg. Hvis den udvikling får lov til at fortsætte, vil den offentlige sektor mangle ikke mindre end 102 mia. kr. i 2050. Selv hvis man tvinger væksten i sundhedsvæsenet markant ned, vil der være et stort underskud på de offentlige finanser.

Det er glædeligt, at vismændene slår fast, at vejen frem ikke er at lægge sundhedsvæsenet i stramme tøjler. Det er i øvrigt også umuligt ifølge analysen på grund af befolkningens forventninger og på grund af den relativt lave vækst i de danske sundhedsudgifter sammenlignet med væksten i den øvrige vestlige verden.

Det Økonomiske Råd foreslår en sundhedsskat for at undgå, at vore børn og børnebørn kommer til at sidde med en regning, der vanskeligt kan betales. Sundhedsforsikringerne skal ikke væk, men det skal fradragsretten. Desuden skal det udvidede frie valg omfatte udredning, så vi ikke snyder store patientgrupper - et forslag, som vi har advokeret stærkt for i lang tid. Vismændene har selvfølgelig ikke kun de store spenderbukser på. De kommer også med en række bud på effektivisering af sundhedsvæsenet, som Overlægeforeningen langt hen ad vejen kan tilslutte sig - bl.a. forslaget om øget anvendelse af udbud af behandlinger for at styrke konkurrencen mellem offentlige og private hospitaler. Vismændene lægger stor vægt på at sikre den frie og lige adgang - det er en af grundene til, at de foreslår, at behandlingsgarantien også skal omfatte udredningsfasen.

Vismændene foreslår desuden, at brugerbetalingen, der i dag udgør ca. 15 pct., omlægges, så medicin og tandlægehjælp ikke belastes så hårdt. Det kan man efter Overlægeforeningens opfattelse godt analysere fordomsfrit - men ændringer skal nøje vurderes i forhold til kravet om fri og lige adgang, som vi ikke vil gå på kompromis med.

UHENSIGTSMÆSSIGE ARBEJDSGANGE

Manglen på speciallæger vil i mange år fremover være en dominerende flaskehals i forhold til at kunne levere den service og kvalitet, som befolkningen forventer. Her har vismændene ikke mange nye bud. Det finder man til gengæld i en rapport fra Sundhedsministeriet, der blev offentliggjort for halvanden måned siden. Konsulentfirmaet Implement har analyseret, hvad læger, sygeplejersker og andre ansatte bruger deres tid på i dagens sundhedsvæsen, og hvordan deres resurser kan bruges bedre. Rapporten viser, at uhensigtsmæssige arbejdsgange, bureaukrati og omvendt opgaveglidning sluger alt for megen tid på sygehusene.

I undersøgelsen er personalets arbejdstid opgjort i direkte patientrettede opgaver, indirekte patientrettede opgaver og interne opgaver. For lægernes vedkommende går 21 timer om ugen med interne og indirekte opgaver, mens 18 timer går til direkte diagnostik og behandling. En del af de indirekte opgaver kommer patienterne til gavn i form af forskning, uddannelse og kvalitetsmåling, men rapporten dokumenterer, at læger bruger al for megen tid på sekretærarbejde, og konsulenterne anbefaler derfor, at lægesekretærer med fordel kunne overtage en del af det arbejde, lægerne i dag udfører. Tilsvarende kan rengøringspersonale aflaste både sygeplejersker og sosu-assistenter, som i dag i vid udstrækning bruger tiden på at gøre rent på sygehusene.

BEDRE OPGAVEFORDELING

Undersøgelsen har desværre ikke vakt begejstring hos sygehusejerne i regionerne, men det ændrer ikke ved, at det er helt nødvendigt at sikre en bedre fordeling af opgaverne. Danmark har ifølge den internationale samarbejdsorganisation OECD et relativt stort antal læger, men færre i gruppen af såkaldt hjælpepersonale, så vi kan ikke løse problemerne ved at rekruttere endnu flere læger.

Dertil kommer, at de mange administrative opgaver bidrager til at skabe en ond cirkel. Overlægeforeningen gennemførte for nylig en arbejdsvilkårsundersøgelse, som viser, at 44 pct. af overlægerne overvejer at forlade jobbet før pensionsalderen. En af forklaringerne på, at folk søger væk, er besvær med bureaukrati og administration, hvilket undergraver arbejdsglæden. Hvis der ikke gøres noget, vil sygehusene komme til at mangle endnu flere læger, og det vil bidrage til at presse udgifterne i vejret og øge afgangen af patienter til den private sektor.

Vi må håbe, at anbefalingerne fra Implement-rapporten bliver hørt. Det gælder bl.a. forslagene om en fælles journal for læger og sygeplejersker, øget brug af lægesekretærer til administrative opgaver - og ikke mindst forslaget om, at alle nye regulativer underkastes en analyse af resurseforbrug, før de sættes i værk - noget som Overlægeforeningen længe har efterlyst. Et oplagt sted at begynde kunne være Region Hovedstadens beslutning om at køre dobbeltakkreditering. At personalet nu skal bruge tid på både Den Danske Kvalitetsmodel og Joint Commission er helt hen i vejret og til skade for patientbehandlingen, fordi det stjæler personalets tid.

PROBLEMERNE KAN LØSES

Regionerne er også kommet i skudlinjen. En rapport, som revisionsfirmaet Deloitte har udarbejdet for Sundhedsministeriet, viser, at der kan spares 400 stillinger, hvis alle fem regioner gjorde som de mest effektive. Fire hundrede stillinger løser naturligvis ikke fremtidens finansieringsproblemer, men det må være i alles interesse, at regionerne søger at høste denne gevinst. At staten og kommunerne kan spare endnu flere ansatte - som regionernes formand Bent Hansen har påpeget - fritager jo ikke regionerne for opgaven. Og det er ærlig talt lidt trist, at ambitionsniveauet i regionerne tilsyneladende ikke rækker længere end til et »æv, bæv - de andre er værre end os«.

Men alt i alt er det gode nyheder, der er kommet i rapportform i de seneste måneder. Det er muligt at løse sundhedsvæsenets økonomiske problemer på en ansvarlig og social retfærdig måde; det er muligt at bruge de ansattes resurser endnu bedre til gavn for patienterne; det er muligt at rationalisere uden at ramme behandlingsindsatsen. Nu håber vi blot, at politikerne i regionerne og i Folketinget tør bruge den viden, de har bedt om at få.