Skip to main content

Surgical atlas of sports medicine. Miller MD, Howard RF, Plancher KD

Overlæge Michael R. Krogsgaard E-mail: d188700@inet.uni2.dk

4. nov. 2005
2 min.

Forfatterne ønsker med denne bog at lave en letforståelig, praktisk guide til de operationer, man hyppigt udfører hos sportsudøvere. Mottoet for bogen har de taget fra Napoleon Bonaparte : ét billede siger mere end tusind ord.

Dispositionen er regional, og bogen dækker alene operationer på ekstremiteterne. Teksten er kortfattet, præcis og meget praktisk orienteret. Illustrationerne er så rigelige i mængde, at det er fuldt berettiget at give bogen titlen: atlas.

Bogens styrke er, at man let kan finde enhver idrætsrelevant operation, og at procedurerne er anskueliggjort meget levende og enkelt. Man slår sjældent op forgæves. Der er et kort, men sobert og tilstrækkeligt afsnit om anamnese og undersøgelsesteknik i relation til alle operationer. Tegningerne er ikke fejlfri, f.eks. har man placeret borekanalen i femur ved forreste korsbåndsrekonstruktion alt for langt fremme, og nogle af de tegnede personer er langtfra normalanatomisk udformede. En del af de artroskopiske fotos er heller ikke af tilstrækkelig god kvalitet til en bog, som prioriterer billedmaterialet højt.

Man skal ikke købe bogen, hvis man ønsker diskussion for og imod forskellige procedurer. Evidens (f.eks. i relation til behandlingsresultat) kan man lede længe efter. Forfatterne har udvalgt en række anerkendte procedurer, som ikke behøver nærmere drøftelse. For operationer med et tvivlsomt udkomme - f.eks. for bruskskader i knæet - anføres den manglende evidens dog, hvilket jeg synes er meget reelt.

Enkelte af de klare udmeldinger fejler: For forreste korsbåndsskader hos børn anbefales konservativ, afventende holdning for ikke at ødelægge epifyseskiverne ved korsbåndsrekonstruktion. Det er gammel overtro, og det er veldokumenteret, at det går børn med korsbåndsskader meget dårligt, hvis de ikke opereres. Man kan undre sig over, at meniskpilene, som er den mest veldokumenterede rent artroskopiske metode til at reinserere menisker med, er fortrængt til fordel for flere senere udviklede men dårligere og udokumenterede metoder - men amerikanerne føler vel heller ikke den samme stolthed som vi over meniskpilene, som er en dansk opfindelse. Skulderafsnittet er ikke opdateret i relation til idrætsudøvere. Impingement omtales alene som klassisk, primært subakromielt impingement, og de andre typer impingement, som ses langt hyppigere hos idrætsudøvere - sekundært impingement på grund af instabilitet og internt impingement på grund af repetitive kast - er slet ikke nævnt. Med denne bog som guide vil man lave en klassisk fejl, nemlig at udføre en akromioplastik hos en patient med sekundært eller internt impingement. Det er et unødvendigt indgreb, som ikke hjælper.

Alt i alt er det en god, praktisk opslagsbog i idrætstraumatologiske operationer.

Philadelphia: Saunders, 2003.
538 sider. Pris: 110 GBP.
ISBN 0-7216-7307-4