Skip to main content

> Svar:

Overlæge Lone S. Jensen, Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling L, Århus Sygehus. E-mail: lsjen@as.aaa.dk Professor Henrik Toft Sørensen, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Århus Sygehus

13. mar. 2006
2 min.

Tak til Jørgen Johansen (JJ) for kommentarerne til vores to artikler. Vi er enige i, at dette langtidsopfølgningsstudie af den primære klinisk kontrollerede lodtrækningsundersøgelse ikke har mulighed for at tage højde for ikkemålt eller residual konfundering, hvilket vi også i den primære publikation (side 682, anden spalte, andet afsnit) og sekundærpublikationen (side 483, første spalte, andet afsnit) har gjort rede for som alternative forklaringer til en kausal association.

Som JJ anfører, var der ingen forskel i overlevelsen hos patienter, som modtog BC- eller LD-transfusion, idet begge transfusionsregimer medførte en øget mortalitetsratio i hele opfølgningsperioden.

Denne øgede risiko viser endog en stigende tendens betragtet over tid, og dette kunne netop indikere, at andre forhold and kræftsygdommen spiller en rolle.

Den manglende forskel i mortalitetsratioen mellem de to transfusionsregimer diskuteres i sekundærartiklen (side 483, første spalte, tredje afsnit). Som nævnt overrasker fundene også forfatterne, idet tidligere undersøgelser [1] har vist kliniske fordele bl.a. i form af færre postoperative infektiøse komplikationer, ved anvendelse af transfusion med kraftig reduceret immunsupprimerende potentiale (LD-transfusion).

Det er derfor naturligt, at den tydelige reduktion i langtidsoverlevelsen (over en tiårig periode), som ses hos patienter med kræft og som har modtaget enten BC- eller LD-transfusion, kan tillægges andre forhold end immunsuppression, og også andre forhold end de til operationen relaterede f.eks. knivtid, tumorperforation, anastomoselækage og lignende som anført af JJ.


Referencer

  1. Jensen LS, Kissmeyer-Nielsen P, Wolff B et al. Randomised comparison of leucocyte-depleted versus buffy-coat-depleted blood transfusion and complications after colorectal surgery. Lancet 1996,348;841-5.