> Svar:

Læge Anders Tuxen beskylder mig for at føre et misforstået felttog mod benzodiazepiner. Det har Anders Tuxen misforstået. Indlægget er foranlediget af, at jeg på baggrund af en analyse foretaget i samarbejde mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen [1] har besluttet at iværksætte en række tiltag, der skal sikre øget og mere målrettet overvågning af ordinationen af benzodiazepiner og cyclopyrroloner.

Analysen viser, at der gennem de senere år har været et samlet fald i forbruget af benzodiazepiner og cyclopyrroloner, fordelt med et fald i forbruget af benzodiazepiner og en stigning for cyclopyrroloner. Det er glædeligt, for det vidner generelt om ansvarlighed hos de behandlende læger.

Tallene viser dog samtidig, at ordinationerne er ulige fordelt blandt lægerne. 20% af de alment praktiserende læger ordinerer omkring 45% af den totale mængde benzodiazepiner, og skævheden bliver tydeligere for storforbrugerne.

Der kan være mange grunde - også gode grunde - til, at nogle læger ordinerer flere benzodiazepiner mv. end gennemsnittet. Tallene vidner imidlertid om, at der fortsat er behov for en indsats for at sikre patienterne korrekt, faglig indiceret behandling med sove- og nervemedicin og for at sætte fokus på behandling, der i størst muligt omfang søger at mindske risikoen for afhængighed.

Initiativerne vil for en stor dels vedkommende være båret af ønsket om øget kvalitetssikring og rationel farmakoterapi. Det drejer sig om en informationsindsats over for læger, både af generel karakter og i form af konkrete oplysninger til lægen om eget ordinationsniveau sammenlignet med andre læger. Initiativerne vil også omfatte seminarer for læger om brug og misbrug af benzodiazepiner mv., arrangeret af Institut for Rationel Farmakoterapi.

Herudover vil der også i forbindelse med tilsynsmyndighedernes kontrol med lægers ordinationer blive sat særlig fokus på ordination af benzodiazepiner mv.

Initiativerne vil blive fulgt løbende for at vurdere, om der opnås tilstrækkelig effekt, eller om der er behov for yderligere tiltag efter 1-2 år. Her kunne overvejelser om indførelse af kopieringspligt i givet fald komme ind i billedet.

Når der ikke fra starten indføres kopieringspligt, skyldes det netop et ønske om en afbalanceret indsats, der kan skubbe yderligere på den positive udvikling i forbruget og hensynet til ikke at skabe panik hos læger og patienter, der kan føre til ubegrundede behandlingsophør med uheldige konsekvenser.

Jeg har desuden besluttet at nedsætte et lægemiddelovervågningsforum til styrkelse af det centrale samarbejde om lægemiddelovervågning. Gruppen vil blive sammensat af relevante repræsentanter for sundhedsmyndighederne og visse medicinske selskaber. Jeg er ikke ude på at dømme nogen i denne sag, hverken læger eller patienter. Patienter, der har et lægeligt behov for sove- og nervemedicin, skal naturligvis fortsat behandles, men der er grund til at arbejde for mere kvalitetssikring og at skride ind i tilfælde, hvor ordinationsmønstrene savner faglig baggrund.

Jeg vil samtidig gerne medgive, at der kan være patienter, for hvem disse lægemidler reelt er eneste mulighed for en tålelig tilværelse. Det tror jeg, alle har både faglig og menneskelig forståelse for.

Samtidig med disse initiativer vil jeg opfordre Amtsrådsforeningen til at iværksætte tiltag med henblik på at udbrede erfaring og viden fra forskellige amtslige projekter med særlige behandlingstilbud for patienter, der er afhængige af benzodiazepiner. Det er vigtigt, at der sikres øget kendskab, ikke mindst blandt lægerne, til de behandlingsmetoder og tilbud, der er til rådighed og kan anvendes i behandlingen af denne patientgruppe.