Skip to main content

Svar:

Overlæge Bjarne Møller-Madsen. E-mail: bmm@dadlnet.dkOrtopædkirurgisk Afdeling, Århus Sygehus, NBG. Overlæge Ulrik TarpReumatologisk afdeling, Århus Sygehus, NBG

9. mar. 2007
2 min.

Tak til Anders Odgaard & Frank Madsen for deres kommentarer til vores artikel om knæpunktur [1]. Artiklen havde til formål at beskrive en klinisk procedure, der kunne adapteres og anvendes på såvel hospitalsafdelinger som i almen praksis. I artiklen har vi ikke specifikt behandlet spørgsmålet om punktur af knæled med indsat alloplastik.

Os bekendt er der ingen evidens for, at punktur af et knæled med alloplastik er behæftet med større risiko for infek-tion end punktur af et knæled uden fremmedlegeme, og dermed ingen dokumentation for, at der skal iagttages specielle forholdsregler. Det er dog naturligt, at punktur af et alloplastikopereret knæ som hovedregel foregår i ortopædkirurgisk regi.

Dokumentationen for mulig øget risiko for infektion ved indsættelse af alloplastik i et knæled, hvor der tidligere er injiceret glukokortikoid, er ufuldstændig. Vi tillader os at supplere Odgaard & Madsens referencevalg med et nyligt publiceret arbejde, hvor man ikke har kunnet påvise øget infektionsrisiko relateret til forudgående injektion [2].

Odgaard & Madsens kommentarer ændrer ikke ved, at terapeutisk glukokortikoidinjektion ved inflammatorisk ledsygdom er velindiceret og ved anvendelse af korrekt teknik kun er forbundet med en beskeden risiko.


Referencer

  1. Møller-Madsen B, Tarp U. Knæpunktur - arthrocentesis genu. Ugeskr Læger 2006;168:4216-7.
  2. Joshy S, Thomas G, Gogi N et al. Effect of intra-articular steroids on deep infections following total knee arthroplasty. Int Orthop 2006;30:91-3.