De fleste anbefalinger vedrørende modificerbare risikofaktorer, herunder både alkohol og den opretstående og sågar den på spidsen stående kostpyramide, baseres på observationelle studier af epidemiologisk karakter. Søren Toubro har en sund skepsis over for sådanne undersøgelser.
Der refereres korrekt til rapporten »Genstandsgrænser for voksne« fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside, men forkert til, at vi skulle basere evidensen på et enkelt studie.
Referencelisten indeholder 135 publikationer, hvoraf en del omhandler betydning af drikkemønster for helbredet [1, 2]. Helt ny litteratur har peget på, at HDL er med til at mediere den positive effekt af et steady alkoholforbrug [3], mens et binge og især højt har negative effekter, også hvad angår hjertet [4].
Et af de største og bedste studier, der beskæftiger sig med sammenhængen mellem drikkemønster og dødelighed, er dansk [5], hvorfor vi i mere populærvidenskabelige sammenhænge har fremhævet denne undersøgelse. Søren Toubro har ret i at man ikke på baggrund af studiet af Tolstrup et al kan identificere en bestemt tærskel for binge-forbrug. Men det viser en signifikant stor forskel i dødeligheden blandt dem, der har et binge-forbrug sammenlignet med dem, der har et steady - for det samme gennemsnitlige ugentlige indtag.
Søren Toubro har en række fejlskud i forhold til kritikken af det danske arbejde, hvoraf vi vil gøre op med et af de vigtigste. Vi benytter i dette longitudinelle kohortestudie associationsmålet hazard ratio, idet vi inddrager tiden fra eksposition til udfald (her død). Det betyder, at vi ikke behøver at benytte os af odds-ratioer. Hvilket gør, at den lange belæring om disse odds-ratioers svagheder er temmelig malplaceret.
Vi er i øvrigt selvfølgelig enige i, at svage associationer let kan skyldes confounding. Det har intet specielt med odds-ratioer at gøre. Svage associationer kan imidlertid have betydelig interesse for folkesundheden. Næsten alt, hvad vi tror vi ved om genetik og folkesygdomme, bygger på ret svage associationer.
Flere udenlandske studier, f.eks. det af Laatikainen et al, foreslår en grænse for binge-forbrug. I det nævnte studie vises en stor overdødelighed ved et forbrug på mere end fem genstande pr. drikke-event sammenlignet med et normalt (læs: ikke-binge) drikkemønster. Det er således dette og andre, vi lægger til grund for vores konklusion.
Andre landes sundhedsmyndigheder, der som vi beskæftiger sig med genstandsgrænser - primært England og Australiens - har sat grænsen for episodisk forbrug lavere end de fem genstande, idet al videnskabelig evidens og sund fornuft tilsiger, at det er uhensigtsmæssigt og sundhedsskadeligt at hobe forbruget op på få lejligheder.
Vi håber derfor, at den samlede danske lægestand (især i deres egenskab som rollemodeller for deres patienter og klienter) vil tage disse nye råd til sig.
