Skip to main content

> Svar

ª Produktudviklingschef Kim Høse Jensen, TDC Erhverv, E-mail:akkr@tdc.dk

27. nov. 2006
1 min.

Jeg har forståelse for din reaktion og undren over mængden og kompleksiteten af aftalegrundlaget i forbindelse med oprettelse af en digital signatur. Vi er i TDC meget interesserede i, at bestilling af den digitale signatur kan gennemføres så let og så hurtigt som muligt, så flest mulige virksomheder kan få gavn af signaturens mange fordele og tilhørende effektiviseringsgevinster.

Jeg vil dog gerne begrunde, hvorfor aftalegrundlaget er så omfangsrigt og komplekst, som du oplever. Erhvervelse og anvendelse af digital signatur til medarbejdere eller virksomheder er forbundet med et stort ansvar, der forudsætter virksomhedens forståelse for og accept af en lang række tekniske, juridiske og proceduremæssige krav. Disse krav, der er fundamentet for sikkerhedsniveauet, og tilliden til den digitale signatur, indgår i aftalegrundlaget af hensyn til eventuelle senere konflikter eller tvister om signaturens gyldighed eller misbrug.

På baggrund af din reaktion vil vi i samarbejde med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på ny undersøge mulighederne for at reducere aftalegrundlagets omfang og kompleksitet. Dette må naturligvis ske under hensyntagen til, at den juridiske ramme for erhvervelse og anvendelsen af den digitale signatur ikke svækkes.