Skip to main content

> Svar:

♠ Formand Jens Winther Jensen, Lægeforeningen. E-mail: dadl@dadl.dk

6. mar. 2009
2 min.

Det er ikke alt, hvad Lægeforeningen foretager sig, der er synligt. Meget foregår ved uformelle kontakter. Men omkring ventetidsgarantien på en måned og den automatiske genindførelse har Lægeforeningen ved alle tænkelige lejligheder advaret politikerne. Det er sket i ledere i Ugeskriftet, i kronikker, i udtalelser til pressen, ved møder med Folketinget og ministre, sammen med patientorganisationer, Danske Regioner og mange andre. Vi har sågar udarbejdet og offentliggjort et samlet forslag om, hvad man bør gøre i stedet. Det er de færreste, der kan være i tvivl om, hvad vi mener om den sag, og vi vil fortsætte med at advare.

Det er korrekt, at lægekredsforeningerne (LKF) er nedlagt med udgangen af 2008. Men det er ikke korrekt, at den nye struktur er et tilbageskridt for kommunikationen i foreningen. I de fem regionale afdelinger af Lægeforeningen er der nedsat et koordinationsforum, hvor repræsentanter for de tre forhandlingsberettigede foreninger mødes og udveksler informationer. Formanden for dette koordinationsforum deltager endvidere i de såkaldte regionsmøder, hvor formændene for koordinationsfora mødes med medlemmer af Lægeforeningens bestyrelse.

Og ja, LKF-bladene er ophørt med udgangen af 2008. Til gengæld er et nyt blad på vej, »Danmarks Læger«, der vil dække de fem regioner med vægt på reportager og debatstof. Bladet redigeres af en professionel deltidsansat redaktør og skal udsendes sammen med Ugeskriftet seks gange årligt. Jeg glæder mig i hvert fald til, at det første nummer er på gaden i april måned.