Der er faktisk ingen uoverensstemmelser mellem de to udsagn. H:S' retningslinjer for behandling af urinvejsinfektioner (UVI) er evidensbaserede og i overensstemmelse med de bakteriologiske fund og resistensforhold i Danmark, som beskrevet i den refererede artikel, der er en forkortet udgave af retningslinjerne [1]. Det er selvfølgelig ikke forbudt at anvende sulfamethizol empirisk, men det er ikke i overensstemmelse med internationalt vedtagne retningslinjer [2], for man kan ikke anbefale empirisk anvendelse af antibiotika, hvis resistensniveauet er over 15-20%, og det er tilfældet i Danmark, hvad angår sulfonamider [3]. Selvom resistensniveauet er stigende hos E. coli over for ciprofloxacin er det fortsat meget lavt (2%) og klinisk betydningsløst i Danmark [4]. Ciprofloxa-cin og andre fluorquinoloner er derfor glimrende andetvalgs-præparater også i almen praksis til komplicerede urinvejsinfektioner og som andetvalgspræparater ved penicillinallergi eller ved resistens eller ved samtidig prostatitis pga. god penetration til prostatavævet. Som førstevalgspræparater er ciprofloxacin effektivt, men anbefales ikke, fordi det da vil medføre en så stor stigning af forbruget, at resistensniveauet formentlig vil øges betydeligt. For tiden vil dog E. coli, der kun er ciprofloxacinresistente, kunne behandles med tabletter, der indeholder amoxicillin kombineret med klavulansyre eller med cefuroxim-axetil. Der findes dog på nogle hospitaler ciprofloxacinresistente E. coli og Klebsiella species med samtidig beta-laktamase-forårsaget resistens over for penicilliner og cefalosporiner, som gør dem yderst vanskelige at finde oral antibiotikabehandling til, og det samme gælder P. aeruginosa, så der er problemet alvorligt. De bakteriestammer har almen praksis i Danmark dog intet ansvar for at have selekteret. Der er derfor heller ikke denne gang fra min side anledning til at bidrage til koret af praksis-udskældere.
