Vi er enige i hovedpointen i Saunamäki og Schnohrs indlæg, nemlig at arbejds-ekg'et ikke bør stå alene, men at tolkningen, foruden at baseres på de elektrokardiografiske fund, bør tage hensyn til den systoliske blodtryksreaktion, den maksimale arbejdskapacitet, etc. samt udvikling af angina pectoris. Vores undersøgelse tog hensyn til disse faktorer, hvilket stod anført i det oprindelige manuskript, men disse linjer udgik desværre, da Ugeskriftet undervejs indførte nye grænser for omfanget af originalartikler. Det kan Saunamäki og Schnohr selvfølgelig ikke vide, men det betyder, at artiklens konklusioner ikke kan afvises ud fra denne tilsyneladende mangel.
Vi er uenige i, at det ikke er fair at henvise til Dansk Cardiologisk Selskabs retningslinjer, eftersom de jo giver anvisning for selve arbejds-ekg'ets korrekte udførelse, anvisninger, som vi har fulgt. Vi er naturligvis bekendt med de multivariatalgoritmer, der i den nye version fremhæves som et nyttigt supplement, men har valgt bevidst at fokusere på selve arbejds-ekg'et ud fra den opfattelse, at disse algoritmer benyttes meget lidt på danske kardiologiske og medicinske afdelinger. Hvis konceptet har været forældet i 20 år, er det da beklageligt, at selskabet ikke tydeligere har gjort opmærksom på dette. Vores resultater kunne tyde på, at det rent faktisk er tilfældet.
Materialestørrelsen kan heller ikke benyttes som argument imod artiklens konklusioner, fordi resultaterne selv på denne baggrund er så klare, som tilfældet er. Supplerende kan vi oplyse, at vi i en tilsvarende, men prospektiv, undersøgelse af et lidt større materiale bestående af patienter med formodet angina pectoris, som havde normalt hvile-ekg og ikke havde gennemgået koronar revaskularisering, har fundet stort set de samme resultater og derved er nået til de samme konklusioner [1].
På forfatternes vegne
