Skip to main content

Svar:

♠ Næstformand Mikkel HolmelundForeningen af Praktiserende Speciallæger. E-mail: fas@dadl.dk

16. jan. 2009
3 min.

Alexander von Wallfeld spørger i sit debatindlæg, om den lige adgang til sundhed er forsvundet, eller hvor den bliver af.

Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet ser en del anderledes ud, end det gjorde for 5-10 år siden. Dengang blev en meget lille andel af undersøgelser og behandlinger udført i den private del af sundhedsvæsenet. Stort set alle patienter i en speciallægepraksis var gruppe 1-sikrede, som kom med en henvisning fra egen læge.

Siden da er der indført udvidet frit sygehusvalg, og en del praktiserende speciallæger har indgået aftaler med Danske Regioner om udførelse af de opgaver, som det medfører.

Herudover er det blevet almindeligt at tegne sundhedsforsikringer, og alt i alt betyder det, at de praktiserende speciallægers arbejdskraft - i en tid med speciallægemangel - bliver mere og mere efterspurgt.

Når det er sagt, skal det også understreges, at FAPS selvfølgelig ønsker at medvirke til, at der værnes om det i sundhedsloven anførte princip om »let og lige adgang til sundhedsvæsenet«. Derfor blev der helt tilbage i 2004 mellem FAS og Sygesikringens Forhandlingsudvalg (nu Regionernes Lønnings- og Takstnævn) aftalt et sæt etiske retningslinjer for praktiserende speciallægers bibeskæftigelse.

Heraf fremgår det blandt andet:

  • At fuldtidspraktiserende speciallæger som udgangspunkt har deres primære beskæftigelse inden for sygesikrings- overenskomsten.

  • At en specifik ydelse som udgangspunkt skal leveres inden for speciallægeoverenskomsten (såfremt ydelsen altså findes i overenskomstens ydelsessortiment).

  • At speciallægens beskæftigelse ved siden af sygesikringsopgaverne hverken bør have tidsmæssige eller indholdsmæssige konsekvenser for udøvelsen af opgaver i sygesikringsregi.

Så langt er der næppe de store problemer. Dette underbygges blandt andet af det talmateriale, som vi modtager fra Danske Regioner, hvor man kan se, at den speciallægelige produktion i sygesikringsregi år efter år er stigende - både totalt og pr. speciallæge.

Herudover fremgår følgende af de etiske retningslinjer for praktiserende speciallægers bibeskæftigelse:

  • Speciallægen og dennes personale bør ved vejledning og informering af patienter sikre, at der ikke opstår en interessekonflikt mellem arbejdet i sygesikringsregi og speciallægens eventuelle økonomiske interesser og beskæftigelse uden for sygesikringsregi.

  • Såfremt en patient finder den oplyste ventetid for lang, bør den praktiserende speciallæge oplyse patienten om andre behandlingsmuligheder og -steder i det offentlige sundhedsvæsen samt om det udvidede frie sygehusvalg. I den forbindelse bør speciallægen ikke udelukkende henlede patientens opmærksomhed på muligheden for at få en tid hos speciallægen selv uden for sygesikringsregi eller oplyse patienten om muligheder i relation til private hospitaler eller klinikker, hvor speciallægen selv udfører arbejde, eller hvortil speciallægen på anden måde har tilknyttet økonomiske interesser.

Noget tyder på, at kommunikationen i de tilfælde, som Alexander von Wallfeld nævner, enten ikke er foregået i overensstemmelse med de etiske retningslinjer, eller at den i hvert fald ikke er blevet opfattet sådan af patienten. FAPS vil meget snart til de praktiserende speciallæger udarbejde en konkret vejledning i, hvordan kommunikationen bør foregå for at være i overensstemmelse med de etiske retningslinjer for praktiserende speciallægers bibeskæftigelse.