Skip to main content

Svar:

Overlæge Uffe Juul Povlsen, Distrikspsykiatrisk Center Indre Nørrebro, E-mail: uffe.juul.povlsen@rh.hosp.dk & Overlæge Henrik Lublin, H:S Rigshospitalet, Psykiatrisk Klinik

1. nov. 2005
2 min.

Tak til Peter Theilade & Jørgen L. Thomsen for deres kommentarer til vores kasuistik [1]. Vi er glade for den fortsatte debat om dette vigtige emne, idet risikoen for ketoacidose hos patienter, som både modtager behandling med antipsykotisk medicin, og som har et alkoholmisbrug, ikke er ubetydelig. Vi er ganske enige med Theilade & Thomsen i, at der i den beskrevne sygehistorie var en stor usikkerhed om årsagen til den metaboliske ketoacidose. De oplysninger, som Theilade & Thomsen nu fremlægger, peger på, at det formentlig har drejet sig om en alkoholisk ketoacidose. Vi kan kun beklage, at de nævnte informationer ikke var tilgået os in-den publiceringen. Vi finder dog området så vigtigt, at vi vil indbyde Theilade & Thomsen til et samarbejde med henblik på om muligt at foretage en vurdering af det datamateriale, som findes ved Retsmedicinsk Institut, for at foreslå en krydssøgning for personer med forhøjede ketonstoffer, som har modtaget behandling med antipsykotika.

Som anført har vi ved publikationen af ovennævnte kasuistik selv været opmærksomme på usikkerheden omkring dødsårsagen. Formålet med kasuistikken var at gøre opmærksom på risikoen for diabetisk ketoacidose, idet man de seneste år er blevet opmærksom på, at anvendelse af især andengenerationsantipsykotika medfører risiko for vægtøgning, hyperglykæmi og dyslipidæmi. Samtidig med kasuistikken blev der derfor udfærdiget en statusartikel over området [2].


Referencer

  1. Povlsen UJ, Lublin H. Letal diabetisk ketoacidose hos en skizofren patient. Ugeskr Læger 2004;166:3003-4.
  2. Povlsen UJ, Breum L, Lublin H. Diabetes som komplikation til behandling med 2.-generations-antipsykotika. Ugeskr Læger 2004;166:2977-9.