Skip to main content

> Svar:

Formand Hans Buhl, Etisk Udvalg. E-mail: hkbuhl@dadlnet.dk

31. okt. 2005
1 min.

Til Benny Ehrenreich Nielsen, som skriver, at han og andre har fået en skuffende lille opbakning fra Lægeforeningens side, når han har forsøgt at rejse en kritik af den måde, som asylansøgere behandles på.

Jeg er selvfølgelig ked af, at Benny Ehrenreich Nielsen i denne sammenhæng ikke føler, at Lægeforeningen tager sit ansvar alvorligt. Det er netop det, vi gør som ansvarlig organisation: I den tid jeg har været formand for Etisk Udvalg, har vi kun haft én konkret sag til behandling. Denne sag gav ikke anledning til kritik for overtrædelse af WMA's deklarationer eller lignende relevante regler.

Jeg ved, at alle i Etisk Udvalg er enige i, at den lange sagsbehandlingstid og f.eks. de sager om elendig indkvartering, som har været fremme i pressen, forekommer urimelige og givet kan være til skade for asylansøgernes helbred fysisk såvel som psykisk, men der er efter vores opfattelse ikke belæg for at kalde det tortur.

Vi mener selvfølgelig, at alle gældende konventioner og deklarationer på området skal overholdes og vil reagere kraftigt, hvis læger på asylcentre har konkrete eksempler på, at asylsøgere udsættes for en behandling, der falder ind under begrebet tortur eller brud på andre relevante lægeetiske regler. Udvalget vil meget gerne i dialog med læger, der arbejder med asylansøgere, om dokumenterbare eksempler på sådanne overtrædelser.