Svar:

Forfatterne takker for kommentarer fra JH Andersen og VM Schmidt til artiklen »Trafikulykker ved lav hastighed - grænseværdier for whiplash-associated disorders« publiceret i Ugeskrift for Læger (2008;170:713-5).

Det er velkendt, at trafikulykker især med påkørsel bagfra kan medføre personskader, der under et kaldes whiplash-associated disorders (WAD). I statusartiklen blev det belyst, om der kan bestemmes en nedre grænseværdi for personskade ud fra hastighedsændringerne af de involverede køretøjer og de materielle skader ved lavhastighedskollisioner. Undersøgelsen viste, at der ikke er videnskabelig evidens for at fastsætte en nedre grænseværdi for personskade udtrykt ved hastighedsændring og/eller materiel skade. Risikoen for personskade afhænger af en lang række faktorer, herunder individbaseret biologisk variation (f.eks. alder, køn og præeksisterende patologi), og en naturlig konsekvens er derfor, at personskader skal dokumenteres lægefagligt.

JH Andersen og VM Schmidt giver i deres kritik udtryk for, at artiklen alene er fortaler for en bestemt model (»biologisk orienteret«) i forbindelse med piskesmældsskader. Dette er ikke tilfældet. I artiklen blev udelukkende undersøgt den eventuelle sammenhæng imellem hastighedsændring, materiel skade og piskesmældsskade (WAD).

JH Andersens kommentarer til artiklen er non sequitur med fokus på psykosociale faktorer frem for det for artiklen gældende. Hele emnet om betydningen af psykosociale faktorer på vedvarende symptomer og kroniske smerter efter whiplashskade er alt for kompliceret og omstridt til at kunne blive gennemgået tilstrækkeligt i denne statusartikel, og som det fremgår, har det ikke været berørt i artiklen.

VM Schmidt mener, at artiklen »søger at forklare de - ofte omfattende - kliniske følger efter piskesmæld ud fra en biomekanisk model«. Artiklen beskriver imidlertid ikke de kliniske følger efter piskesmældsskader, og kritikken er derfor ikke relevant.

Da statusartiklen viser, at der ingen sammenhæng er imellem hastighedsændring og/eller tilstedeværelsen af materiel skade på køretøjerne og personskade, må diagnostikken foretages lægefagligt. Det er vores klare overbevisning, at lægefaglig klinisk vurdering omfatter stillingtagen til hele patienten, herunder også til relevante psykologiske, sociale og biologiske forhold under hensyntagen til de nærmere traumemekanistiske omstændigheder.