Skip to main content

Svar:

Bestyrelsen for Lægernes Pensionskasse

2. nov. 2005
2 min.

Som svar på Steen Ahrenkiels indlæg om »Bolig til efterladte ved evt. dødsfald af medlem« gives først en kort beskrivelse af de gældende regler på området:

Pensionskassens lejligheder er forbeholdt medlemmer af pensionskassen, dvs. læger, for hvem der er indbetalt eller stadig indbetales medlemsbidrag, og som stadig har ret til ydelser fra pensionskassen.

Ægtefællepensionister - herunder modtagere af samleverpension - kan i en periode på op til 24 måneder efter udgangen af den måned, hvor medlemmet er afgået ved døden, søge og få tildelt lejligheder på lige fod med medlemmer af pensionskassen. Denne regel gælder kun for modtagere af ægtefælle- og samleverpension, hvilket bestyrelsen finder rimeligt, fordi disse personer har pensionsrettigheder i forhold til pensions-kassen.

Der skal samtidig gøres opmærksom på, at ethvert medlem af pensionskassen har mulighed for at søge ledige boliger. Hvis et medlem bor i en af pensionskassens lejligheder, har medlemmets ægtefælle eller samlever i henhold til lejelovgivningen normalt ret til at overtage lejemålet efter medlemmets død - uanset om ægtefællen/samleveren modtager pension fra pensionskassen eller ikke. Bestyrelsen er derfor af den opfattelse, at medlemmerne allerede i dag har gode muligheder for at »sikre« deres ægtefælle/samlever en bolig.

Pensionskassens boliger er meget efterspurgte blandt medlemmerne, og der er ikke - som Steen Ahrenkiel anfører - overskud af boliger i Lægernes Pensionskasse. Der er tværtimod tale om et stort udækket behov.

Pensionskassen er i øvrigt ikke bekendt med, at andre pensionskasser automatisk tilbyder lejligheder til efterladte uden ret til pension.

Pensionskassens bestyrelse er derfor ikke indstillet på at ændre de nugældende regler.