Skip to main content

> Svar:

Professor. Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, FrederiksbergE-mail: ast@kvl.dk Interessekonflikter: Tilknyttet netværket Skeptica (www.skeptica.dk/)

27. feb. 2006
3 min.

Mauri Johansson (MJ) rejser et spørgsmål, hvis aktualitet understreges af, at emnet i januar var genstand for debat i Ugeskriftets Videnskabelige Panel. Det er dog mit indtryk, at MJ overser de væsentligste problemer ved lægers økonomiske interessekonflikter.

Det grundlæggende princip er transparens om de økonomiske forhold, så alle får mulighed for at selv at vurdere en læges troværdighed. Det synes jeg, Ugeskriftet håndterer udmærket.

Mine egne roller, der spænder fra institutleder til debattør og opfinder, medfører potentielle interessekonflikter, der naturligvis skal deklareres. Men deklareres de alle, forsvinder de relevante i al det uvæsentlige. Derfor peger de fleste tidsskrifter på, at det er »relevante« interessekonflikter. Man kan skelne imellem (mindst) tre typer økonomiske interesser:

  1. Forskningsstøtte. Fødevare- og medicinalindustriens støtte til offentlig forskning. I henhold til Videnskabsministeriets regler skal der være åbenhed om støtten, herunder størrelsen af projektstøtte, og for mit institut er der offentlig adgang til projektdatabasen med oplysninger herom [1]. Forsøgspersoner og patienter, der deltager i studier, informeres om sponsorer og størrelsen af støtten. For sponsorer af fødevarer offentliggør vi hjemmesider [2]. Jeg beklager også, at støtte til ernæringsforskning fra statslige kilder i voksende grad betinges af industriel medfinansiering, men princippet støttes af et bredt flertal i Folketinget, og tendensen er international.

  2. Universitetsforskere tilskyndes til at være innovative og patentere opfindelser og fund, der kan kommercialiseres. En del af udbyttet tilfalder forskerne selv, som dermed kan få en privatøkonomisk interesse.

  3. Forskere kan modtage støtte fra virksomheder for foredrag, konsulentvirksomhed og til kongresrejser.

Det siger sig selv, at patenter og privatøkonomiske interesser i opfindelser skal deklareres som potentielle interessekonflikter, hvor det er relevant. I forbindelse med en boganmeldelse og korrespondance om proteinanbefalinger fandt jeg det ikke relevant at deklarere patenter på lægemidler, fødevareingredienser og evt. andre behandlingsprincipper uden relation til kostens proteinindhold. Jeg vil også forskåne læserne for lister over mine foredrag og advisory board-møder de sidste fem år.

De største uløste problemer med interessekonflikter findes næppe i videnskabelige tidsskrifter. Efter min opfattelse er det et overset problem, at der ikke deklareres interessekonflikter i en lang række konsensuspaneler og arbejdsgrupper, hvor der udarbejdes politikker og anbefalinger for brug af lægemidler og alternativ behandling, herunder kosttilskud.

Et godt eksempel er Vitalrådet, hvor det lægelige formandskab er fortalere for en øget anvendelse af de kosttilskud og naturlægemidler, som produceres af de helsekostfirmaer, der finansierer Vitalrådet, og udpeger dets medlemmer [3]. Når MJ i samarbejde med lægerne fra Vitalrådet, og folk som »Radiodoktoren« Carsten Vagn-Hansen, udarbejder støtteskrivelser for at påvirke læge- og repræsentantskabsmøder [4] til en mere positiv holdning over for denne form for behandling, rejser det en række spørgsmål.

Jeg kan ingen steder finde deklarationer om potentielle interessekonflikter fra dette panel eller fra Vitalrådet. Men måske kan MJ oplyse Ugeskriftets læsere herom?

Hvis MJ vil indføre interessedeklarationer i disse grupper og organer, kan inspiration findes hos Motions- og Ernæringsrådet, hvor jeg indførte dem for ti år siden.

Hvad med MJ's firma Public Health Partner? Hvor har det indtægter fra? Skulle det ikke have været anført under potentielle interessekonflikter?


Referencer

  1. www.forskningsbase.kvl.dk/searchResults.do (22. jan. 2006)
  2. www.mufobes.dk. (22. jan. 2006)
  3. www.vitalraadet.dk/7.0.html (22. jan. 2006)
  4. www.laeger.dk/portal/page/portal/6D705BDC53054CCFAFE72532EEFB666F"Georgia" SIZE=2 COLOR="#008080">